VALGET KAN meget vel ende med at blive en gyser. Siden folketingsvalget blev udskrevet, er oppositionen gået klart frem i de toneangivende meningsmålinger, mens Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti har tabt tilsvarende terræn. Gennemsnitligt har ABFØ-blokken således hentet mindst 2-3 ekstra mandater, dog med interne forskydninger til de radikales fordel. Samtidig tegner det til, at alle fire nordatlantiske mandater i år kan regnes med i SR-alliancen, da henholdsvis Siumut og Inuit Ataqatigiit på Grønland og Republikanerne og Socialdemokraterne på Færøerne står til at få ét mandat hver i Folketinget. Dertil kan lægges, at Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg formåede at kapre vælgere svarende til seks mandater i valgkampens hektiske slutspurt. Med tanke på, hvor svagt Socialdemokraterne står lige nu, er et lignende spring ikke totalt usandsynligt. Endelig bør man være opmærksom på, at over 20 procent af vælgerne endnu ikke har bestemt sig for, hvad de vil stemme 8. februar. Rent mandatmatematisk er slutspillet derfor mindst lige så åbent som ved valgene i både 1998 og 2001. Den afgørende faktor kan vise sig at blive, hvordan de små, borgerlige partier klarer sig, ikke mindst CD, Kristendemokraterne og Folkeflokken på Færøerne. Hvis disse partier lige akkurat ikke klarer skærene, kan Venstre og de konservative ende med at miste ministertaburetterne. UDFALDET ER derfor mere åbent, end den hidtidige valgkamp har ladet ane i medierne - som medierne er flest. Her har den udbredte klichéhistorie været, at Mogens Lykketoft (S) er en udslidt tabertype, mens Anders Fogh Rasmussen (V) er en moderne landsfaderfigur. Paradoksalt nok har de fleste nyhedsmedier således valgt at fokusere på den absolut kedeligste historie af alle: at folketingsvalget skulle være afgjort på forhånd - i stedet for at fokusere på valgets potentielle højdramatik, det mulige nederlag til Fogh & co.