EU-LANDENE er desværre på vej til at ophæve den våbenembargo mod Kina, der blev indført efter massakren på flere hundrede demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Når først USA's præsident, George W. Bush, har været på besøg i Bruxelles senere på måneden, ventes den allerede trufne EU-beslutning at blive offentliggjort. Reelt er der dog tale om en symbolsk markering over for det kinesiske kommunistregime, da bl.a. Frankrig for længst er gået i gang med at sende avancerede våbensystemer østpå. Ikke desto mindre vil det være en forkert og forhastet beslutning - som samtidig demonstrerer, at EU-landenes spæde udenrigspolitik stadig er dybt splittet mellem magtpolitisk pragmatisme og kosmopolitisk idealisme; splittet mellem nationalistisk købmandskab og verdensomspændende diplomati. Beslutningen om at ophæve våbenembargoen viser således, at en fælleseuropæisk udenrigspolitik ikke nødvendigvis vil være mere humanitær end USA's. Tværtimod fremstår EU-landene i forhandlingerne om den kinesiske våbenembargo væsentlig mere skruppelløse end Bushregeringen, som utvetydigt har meldt ud, at hverken USA eller EU bør begynde at sælge våben til Kina. USA's regering har naturligvis sine egne geopolitiske motiver til at forhindre en yderligere militarisering af såvel Taiwan-strædet som den samlede sydøstasiatiske region, men EU-landene kan ikke komme uden om, at en ophævelse af våbenembargoen vil være et skridt tilbage mod fortidens primitive magtpolitik. MED SIN passive accept af EU-beslutningen har VK-regeringen endnu en gang anskueliggjort, at den danske udenrigspolitik er blevet mere og mere principløs i de senere år: Da verdenssamfundet havde brug for at stå sammen i kravet om et folkeretligt mandat forud for USA's krig i Irak, valgte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at danne fælles front med præsident George W. Bush. Og nu, hvor verdenssamfundet på lignende vis har brug for at stå sammen i forsøget på at bremse det kinesiske oprustningsprojekt, har regeringen valgt at støtte præsident Jacques Chirac. Begge gange har VK-regeringen desværre valgt at satse på den forkerte hest, og begge gange har Fogh & Co. valgt side til ulempe for Danmarks langsigtede, udenrigspolitiske interesser som europæisk småstat.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
