HER EN UGE før folketingsvalget står Socialdemokraterne til at få den laveste vælgeropbakning i 100 år. Alligevel kan balancen nå at tippe - ikke mindst fordi Det Radikale Venstre synes på vej tilbage til velmagtsdagene i slutningen af 1960'erne med en opbakning fra over 10 procent af vælgerne. Hvis det lykkes for Socialdemokraterne at overbevise blot et par procent af vælgerne her i valgkampens slutspurt - som det så ofte før er sket - kan udfaldet derfor ende med at blive mere overraskende, end det umiddelbart tegner i dag. Endnu en gang kan de nordatlantiske mandater komme til at bestemme farven på den danske regering. I så fald vil Socialdemokraterne dog kun have én mand at takke for miraklet: Mogens Lykketoft. Lige nu kæmper han ikke blot mod et billigere kopipræparat, men også med et partiapparat, der virker mere og mere optaget af at positionere sig i forhold til fløjkrigene i de kommende års sandsynlige ørkenvandring. Uanset hvordan man end vender og drejer situationen, kan man imidlertid ikke komme uden om, at Lykketoft er Socialdemokraternes bedste statsministerkandidat. Måske vil han tabe i dysten mod Fogh, men han er ikke desto mindre Socialdemokraternes bedste bud. Partisoldaternes modvilje mod at bakke Lykketoft helhjertet op i valgkampens slutspurt er derfor ikke ligefrem udtryk for politisk vindermentalitet. INDRE SPLID er imidlertid ikke Lykketofts eneste problem. Skilsmissen mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen har nemlig vist sig at virke dybt ind på valgkampens forløb. Ikke blot har Socialdemokraterne fået færre penge at føre valgkamp for, men hvad nok mere skæbnesvangert er, så er valgkampen samtidig flyttet væk fra landets arbejdspladser. Ifølge en undersøgelse i Ugebrevet A4 har der i år kun været afholdt valgmøder på hver femte større arbejdsplads. End ikke beskæftigelsestemaet har sat gang i debatten. Socialdemokraterne har dermed mistet en ellers driftssikker rekrutteringsbase, der tidligere skaffede flere hundredtusinde stemmer rundt om i landet. Ikke overraskende viser en ny gallupmåling således, at 45 procent af LO-medlemmerne stemmer borgerligt. Fagbevægelsen kan naturligvis ikke klandres for at trække støtten til et parti, som under en tredjedel af medlemmerne stemmer på. Konsekvensen er blot, at valgkampen næsten udelukkende kommer til at udfolde sig i medierne, hvor ikke blot Venstre og de konservative løber med over halvdelen af opmærksomheden, men hvor også 60 procent af historierne handler om alt andet end partiernes konkrete forslag. Men så meget desto mere opsigtsvækkende vil det være, hvis det alligevel lykkes Lykketoft at trække sejren hjem.