I BEDSTE fald har Irakkrigen lært USA, at storpolitisk enegang kan koste dyrt, og at man ikke uden videre kan bombe sig til en bedre verden. I værste fald kan man frygte, at den fortsatte tilstedeværelse af nykonservative kræfter omkring George W. Bush vil fastholde den hidtidige strategi og allerede har udset sig Iran som næste mål for et militært angreb. Lige nu er signalerne tvetydige. Ved sin høring i Senatet i forgårs understregede USA's kommende udenrigsminister, Condoleezza Rice, betydningen af diplomatiske løsninger. »Vi må bruge amerikansk diplomati til at fremme en magtbalance i verden, der begunstiger frihed. Og tiden er inde for diplomatiet«, lød det lovende fra den kommende udenrigsminister. Et par dage forinden understregede hendes chef, præsident George W. Bush, imidlertid, at han ikke på forhånd vil afskære sig muligheden for et militært indgreb mod Iran, som USA mistænker for at være i gang med at fremstille atomvåben. Udtalelsen faldt efter oplysninger i det ansete tidsskrift New Yorker om, at amerikanske specialstyrker allerede har været i Iran for at forberede en eventuel militæraktion. Og det kom, efter at amerikanske politikere har erklæret, at de vil øge støtten til eksiliranere, der - ligesom det skete op til krigen i Irak - kan frembyde et alternativ til det iranske præstestyre. DER ER ingen grund til at nære naive forhåbninger til de konservative magthavere i Iran. De har på det seneste strammet grebet om deres befolkning endnu mere, og med USA's krige i nabolandene Afghanistan og Irak samt den amerikanske alliance med atomvåbenmagten Pakistan har de iranske magthavere givet fundet et nyt påskud for at udvikle egne atomvåben. Ikke desto mindre er der al mulig grund til at fortsætte bestræbelserne på den diplomatiske aftale med Iran, som Storbritannien, Frankrig og Tyskland har stillet sig i spidsen for. Målet er i første omgang at sikre FN fuld adgang til inspektion af iranske atomanlæg og ikke som hidtil kun delvis adgang. Hvis USA virkelig mener, at det med Condoleezza Rice som udenrigsminister vil lægge større vægt på diplomatiske løsninger, bør supermagten stille sig bag de europæiske bestræbelser og undgå ethvert tilløb til at slå på krigstromme. Det vil nemlig kun give præsteskabet endnu en undskyldning for at blæse på de politiske forhandlinger med Europa. Og det er dem, der er behov for nu.