FINANSMINISTER Thor Pedersen (V) har endnu en gang skabt forvirring om den økonomiske politik med sin seneste udmelding om, at VK-regeringen vil fremlægge en ny finanspolitisk plan - efter valget. I et forsøg på at skabe såkaldt råderum til skattelettelser har han foreslået, at det nye mål skal være 2015 i stedet for 2010: »Det er ikke svært at stille modeller op, der giver luft til skattelettelser, når man tager flere år ind«, som Thor Pedersen bramfrit udtalte i går. Talgymnastikken går ud på at foretage så langstrakte fremskrivninger af den fremtidige vækst, at man i dag har en masse penge at bruge løs af - per forventet efterbevilling. Ikke overraskende er SR-oppositionen straks gået til modangreb, i et forsvar for den oprindelige '2010-plan'. Men ret beset trænger 2010-planen til at blive revideret. Først og fremmest er det tvivlsomt, om 2010-planens målsætninger for gældsafbetaling er lige så fornuftige i dag, som de var, dengang de blev formuleret i 1990'erne. Siden da har den danske samfundsøkonomi vist sig at være stabilt sund. Samtidig har problemerne med at skaffe arbejdspladser til hundredtusindvis af ufaglærte og tidligere industriarbejdere vokset sig stadig større. I dag er der derfor akut brug for massive investeringer i blandt andet efteruddannelse, indkomstskattelettelser og frontforskning. I STEDET FOR blot at diskutere nye årstal burde politikerne forholde sig til selve hovedsigtet med 2010-planen: For er det i dag rigtigt at lade hensynet til gældsafbetaling gå forud for nutidige investeringer i blandt andet uddannelse? Svaret er nej. Danmark går jo ikke ligefrem bankerot, hvis statsgælden afdrages lidt langsommere end foruddiskonteret i 2010-planen. Naturligvis bør enhver økonomisk ansvarlighed ikke sættes over styr. Det afgørende er imidlertid ikke, præcis hvor meget Danmark skylder om 10-20 år. Som beskæftigelsessituationen tegner sig i dag og i det kommende tiår, er det derimod afgørende, at det maksimale antal arbejdspladser sikres gennem forudseende investeringer. Erfaringerne viser, at når først folk for alvor ryger ud i ledighed, ja, så er det svært at få dem varigt tilbage. Netop derfor er afkastet på efter-, videre- og videregående uddannelse mere værd i dag, end de lavere renter vil være engang ude i fremtiden - uanset om dét så er i 2010, 2015 eller i 2050.