DET KAN næsten kun gå bedre, end man på forhånd frygter, når vi nu træder ind i år 2005 og den store danske digter H.C. Andersens 200-års fødselsdag skal fejres og markeres på alle tænkelige og utænkelige måder. Dertil er der skabt en fond, der planlægger, koordinerer og formidler alle jubilæumsårets festlige begivenheder. Fondens økonomiske bagland på 230 millioner kroner er sikret af Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Odense Kommune, Fyns Amt, Københavns Kommune og Bikubenfonden, hvilket er ganske passende, når man betænker, at jubilæets arrangører går efter at inddele fejringen af Andersen i 'tre søjler': Kunst & Kultur, Undervisning og Turisme. MEN HERMED står det desværre også klart, at den berømte og enestående Andersen ikke kan undgå at blive fejret og formgivet på en måde, som kun dårligt synes at have føling med digterens værk og dets idé. Engang var der eventyr - ægte, dybt og rørende - i H.C. Andersen. I jubilæumsåret vil der tilsyneladende kun være event tilbage. For som hele det abnormt forvoksede arrangement er lagt til rette, vil det i første række være tidens åndsforladte kombination af managementtænkning og begivenhedskultur, der vil præge slagets gang. Som en illustration af dette kan det nævnes, at arrangørerne har udnævnt en samling internationale 'H.C. Andersen-ambassadører', og at man blandt de udvalgte af uforklarlige grunde finder navne som fodboldspillerne Iván Zamorano og Paolo Maldini samt racerkøreren Giancarlo Fisichella. Nævnes skal i denne sammenhæng også det gigantiske verdensomspændende tv-show, der transmitteres fra Parken 2. april, og hvor man blandt de medvirkende finder navne som Roger Moore, Isabel Allende og Slava Polunins sneshow. Man må forstå det sådan, at H.C. Andersen ifølge denne strategi skal fejres med spredehagl i den ene hånd og kasseapparatet i den anden. Det er ikke noget kønt syn. Især ikke, når man betænker, i hvor høj grad Andersens værk er præget af den mest helstøbte inderlighed. I jubilæumsåret kommer det tilsyneladende omvendt til at gælde, at begivenheden er vigtigere end indholdet.