SOCIALDEMOKRATERNES 'julepakke', der ifølge Mogens Lykketoft vil kunne skabe 50.000 nye arbejdspladser i løbet af fire år, rummer ikke mange nye tanker. Blot at fremrykke offentlige investeringer er ikke en varig løsning. Men udspillet vil forhåbentlig få én positiv effekt: 'Lykketoftplanen' kan være med til at sætte jobskabelse så eftertrykkeligt på den politiske dagsorden, at de øvrige partier er nødt til at tage udfordringen op i den forestående valgkamp - og diskutere, hvordan de vil skabe arbejdspladser til de tusindvis af danskere, der i disse år bliver arbejdsløse som en følge af robotisering og globalisering. Dét er der brug for. Uanset hvornår valget udskrives, kan vi nemlig være sikre på én ting: 2005 bliver et valgår. Det store spørgsmål er dog: Hvad har vi at vælge imellem? Ikke meget. Forestillingen om, at vi kan vælge mellem to klart modstillede alternativer med hver deres visioner, holder ikke. Dansk politik er i de senere år blevet ramt af sygdommen 'taktiske tilpasninger'. Hver gang én lejr har valgt et ståsted, som store vælgergrupper billiger, kopieres ståstedet straks af den modsatte fløj. Anders Fogh Rasmussen (V) blev først ramt af den taktiske tilpasningssyge, da han smed minimalstatsbøger og liberalistiske visioner over bord for at omklamre den socialdemokratiske velfærdsstat. Men oppositionen blev hurtigt smittet. Resultat: En 'ny velfærdsnational alliance' mellem V, K, S og DF er opstået; en alliance, der forsøger at beskytte danskernes velfærdsstat mod enhver gennemgribende forandring. MEN HVIS brede grupper bakker op om alliancen, så er det vel o.k., ikke? Nej. Vi står i disse år over for en lang række udfordringer, som kræver store forandringer, hvis velfærden skal sikres på langt sigt: Vi ved, at der kommer flere ældre, at arbejdsstyrken skrumper ind, og at velfærdsstatens ydelser i stigende grad retter sig mod de privilegerede. Tre tendenser, alle kommer til at mærke, og som derfor skal imødegås politisk. Der er først og fremmest brug for en skattereform, der sænker indkomstskatten markant med den ene hånd og øger boligskatterne tilsvarende med den anden. Det vil kunne skabe arbejdspladser - og gøre op med den absurditet, at folk i beskæftigelse brandbeskattes, mens der scores skattefrie milliongevinster på at bo i luksus. Der er samtidig brug for en by- og boligpolitik, der bryder den omsiggribende ghettoisering. Og der er brug for en konkret plan for den integration, som VK-regeringen har sjoflet på det skammeligste. Og endelig er der brug for en vidtgående servicereform, der kan skabe nye, varige job til de kortuddannede. Listen kunne let fortsættes. Og viser kun én ting: at der er brug for et slagkraftigt alternativ til den velfærdsnationale alliance mellem V, K, S og DF.