0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bølgen

Katastrofernes tid

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

ASIATISK AF VÆLDE er ulykken, som har ramt landene omkring Det Indiske Ocean. Omfanget af død og ødelæggelse efter søndagens undersøiske jordskælv og bølgen, der fulgte, er ikke til at rumme. Denne tsunami har foreløbig kostet halvfjerds tusinde døde; millioner er blevet hjemløse; lande og økonomier er lagt i ruin. Det er ufatteligt for det enkelte menneske - og det enkelte menneske bliver altid meget lille, når naturen således viser sin magt.

Men der er et særligt nærvær ved den aktuelle katastrofe, og ikke kun fordi den som så mange andre ulykker i en globaliseret verden bliver bragt ind i vores stuer med mediernes øjne og øren. For mens alle disse direkte transmitterede dramaer ofte afføder modsatte oplevelser - af distance og uvirkelighed - så synes de aktuelle lidelser i Thailand, Indien, Indonesien, Sri Lanka at vedkomme os i særlig grad. Mange danskere har bekendte og pårørende blandt de katastroferamte, eller kender nogen, som har det. Og selv om øjenvidneberetningerne fra f.eks. danske Thailandturister i en vis forstand er misvisende, så sandt som de netop kommer fra 'privilegerede' områder og ikke fra de forsvarsløse og isolerede fattigområder i Sri Lanka eller Indien, så skaber disse beretninger alligevel et ægte nærvær og en umiddelbar medfølelse, som kalder på handling. Sjældent har Vesten følt sig så solidarisk med Østen, og det gør vel ikke noget, at det blandt andet skyldes den stærke vestlige tilstedeværelse i visse dele af det hårdt ramte Østen. Der er danske blandt de døde, der er norske, svenske, amerikanske, franske. Ligesom det blev sagt mange steder efter terrorangrebene 11. september 2001, at 'vi er alle amerikanere', så føler mange af os i disse dage, at 'vi er alle asiater'. Ansigt til ansigt med den menneske- eller naturskabte katastrofe er vi kastet tilbage på vores eksistentielle grundvilkår. Det er vores fælles skæbne som mennesker, at vi skal leve og dø. Asiater, europæere, amerikanere.

Den asiatiske katastrofes særlige nærvær skyldes måske også, at vi siden 11. september 2001 i det hele taget har levet med et højere mentalt katastrofeberedskab. Selv de stærkeste symboler på magt og rigdom kan tydeligvis bringes til fald, og de store ulykker kan ramme både i hjertet af en vestlig metropol og på en paradisisk strand i Thailand. Daglig konfronteres vi på tv med områder, 'der ligner en krigszone', hvad enten det nu er en krigszone som Afghanistan, Irak, Tjetjenien eller Darfur, en terrorramt skole i Beslan - eller i lille Danmark et parcelhusområde i Kolding, som er raseret af en eksplosion i et fyrværkeridepot. Ja, der vil være familier i Kolding, som i disse dage har en særlig forståelse for de fiskerfamilier i Sri Lanka, der har mistet hytte og hjem. VI ER FRAGILE. Vi er skrøbelige. Vi er mennesker. Når pludselig alt lys går ud, og strømmen forsvinder i København eller New York, så mærker vi suset af det store mørke - og har vi ikke mærket dette sus oftere i de senere år end i årene før? Er vi ikke begyndt at kalkulere med risiko på en anden måde end tidligere? Og har navnlig vi vesterlændinge ikke måttet sande, at vi måske alligevel ikke er en helt særlig slags mennesker, som kan undslippe tilværelsens største farer?

Men katastrofen accentuerer ikke kun det fælles menneskelige, den tydeliggør trods alt også økonomiske og samfundsmæssige forskelle. Selv naturkatastrofer har social slagside: Det er de fattigste, der rammes hårdest, og det er de lukkede samfund, som har sværest ved at beskytte sig mod sygdomme og naturskabte ulykker. Måske kunne menneskeliv have været sparet, hvis det sidste søndag havde været muligt at sprede nyheden om jordskælvet hurtigere i landene omkring Det Indiske Ocean. For ikke længe siden fik en række endnu østligere asiatiske lande bugt med SARS-epidemien, da først de konfronterede den helt åbent og massekommunikerende.

Men nu har tsunamien ramt de østasiatiske kyster, og det er fremtiden, det gælder. Katastrofen er globalt synlig, og global solidaritet er eneste vej frem. Det vil koste milliarder og atter milliarder af dollar at skabe en tålelig fremtid for de mange, som er ramt. Sådan er virkeligheden, og Thailands og Sri Lankas virkelighed er vores. Det kan godt være, at katastroferne virker større, men verden virker mindre.

Allerede nu er mange danske meldt døde eller savnede. Naturkatastrofen i Det Fjerne Østen er også en katastrofe midt iblandt os. Vi må bøje vores hoveder og anerkende naturens overmagt, men vi må også hjælpe, hvor vi kan, og have dyb medfølelse med de tilskadekomne og de efterladte. Vi må handle. Vi må tænke solidarisk. ASIATISK AF VÆLDE er angsten. I lang tid efter 11. september 2001 var alene synet af et fredeligt rutefly blevet angstfremkaldende for mange mennesker. Og sådan vil det nu gå med disse billeder af store skummende bølger, som rammer en strand med palmer. Hidtil har sådanne bølger været selve sindbilledet på tropisk lykke, sol og fornøjelse. Nu er bølgen også blevet et billede på den store dræber. Hvad søfolk altid har vidst, er i en ny verden af billeder og tv blevet symbolsk virkelighed: den store bølge, den store fare.

Bølgen har ramt os. Igen. Angsten vil lure, men den må ikke lamme. Fred med de døde. Hjælp til de levende.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere