SIDSTE ÅR ved denne tid var det Georgien, der skabte håb om fremdrift for demokrati, efter at massedemonstrationer havde trængt et korrupt regime med fortidige vaner fra magten. I år bæres håbet af den 'orange revolution' i Ukraine. Mens våbenmagt har vist sig som et lidet effektivt middel til at bringe demokrati til Irak, har fredelig, folkelig opstand som i 1989 vist sig at kunne knuse undertrykkende regimer uden blod. Der er grund til jubel som i 1989 over den revolutionære magt, der udløses, når hundredtusinder af borgere i et land giver sig til at handle, fordi de simpelthen har fået nok. En mindre skare prøvede tidligere i år at mobilisere folkemagten til at trodse den såkaldte sidste diktator i Europa, Hvideruslands Aleksandr Lukasjenko, da hans apparat havde talt stemmerne ved en folkeafstemning på en måde, så Lukasjenko kan fortsætte som præsident. Det kan han takke en langt større folkelig apati for end i hans afgående kollega, Leonid Kutjmas Ukraine. Men oppositionen i Hviderusland har givet ret i parolen: I dag Ukraine. I morgen Hviderusland. Som i 1989 vil der sikkert også vise sig en dominoeffekt efter Georgien 2003 og Ukraine 2004. Men det er en ny slags revolutioner. I 1989 var de imod kommunistiske diktaturer. Nu er det opgør med 'iscenesatte demokratier', som en russisk kommentator har formuleret det. DOMINOEFFEKTEN vil formentlig derfor vise sig først i de tidligere sovjetrepublikker, der »forestiller« demokrati mest som Armenien og Moldova og senere i åbenlyse diktaturer som i Centralasien. Armenien har været dybt splittet siden præsident- og parlamentsvalg sidste år. Armenske og internationale observatører påviste omfattende valgsvindel. Oppositionen i landet nægtede derfor at anerkende den officielle sejrherre ved præsidentvalget, Robert Kocharian, som præsident. Det er et af de lande, hvor trætte og forarmede borgere er lydhøre over for ukrainernes opstand imod det, som kun forestiller demokrati. Ruslands såkaldt 'styrede demokrati' er også kraftigt udfordret af ukrainernes oprør imod fejlfarvet demokrati. Men her nyder Vladimir Putin også godt af folkelig apati. For både Georgien og Ukraine er der nu gode muligheder for at gå fra postkommunismen til en reel overgang til demokrati. De nye revolutioner giver grund til håb om, at befolkningerne i andre tidligere sovjetrepublikker vil gå samme vej og gennemtvinge, at deres stemmer tælles reelt op ved valg.