HVIS NOGEN skulle have glemt det, er julen i sin oprindelse en religiøs fest. Det er Jesus-barnets formodede fødselsdag, vi fejrer, uagtet at det ville være svært at overbevise en moderne historiker om, at »det skete i de dage«. Dertil er evangelierne for selvmodsigende, for langt væk fra begivenheden og for usikre som kildegrundlag. De sandsynliggør, at der har været en Jesus. Men ikke hvad han ville og gjorde, endsige hvor og hvordan han blev født. Julens enorme succes herhjemme og i stadig større dele af verden skyldes dog nok så meget, at den er blevet iklædt stadig mindre teologisk korrekte gevandter. Juletræet er ikke noget kristent symbol. Julemanden fik sin røde farve i en Coca-Cola-kampagne i midten af det tyvende århundrede. Hvad gaveregnen angår, er den vokset eksplosivt og er universel i sin popularitet. Alligevel er julen stadig den højtid, hvor flest aflægger kirken et besøg, og dermed et naturligt tidspunkt at reflektere over det religiøses plads i vores samfund. MAN KAN på flere planer tale om en øget religiøs debat og interesse. Efter årtiers tavshed om de store spørgsmål er folkekirken kommet til debat. Det efter moderne europæisk målestok selvfølgelige krav om adskillelse af stat og kirke kan ikke længere holdes ude af dagsordenen. Senest er brede kredse blandt de kirkeligt aktive selv begyndt at stille krav om at få den kirkeordning, vi så åbenbart mangler. Der skal føres en sag om bekendelsesgrundlaget mod en præst, Thorkild Grosbøll, der ikke har forarget sin menighed, men de kirkelige autoriteter. Noget der for få år siden ville have været nærmest utænkeligt. Moderne menneskers religiøsitet drejer sig først og fremmest om en individuel søgen efter mening, ro og eksistentiel dybde. Individualismen skyldes ikke mindst, at hvor religionen tidligere var præget af livets elendighed og frygten for døden, så er disse kilder svækkede i rige, moderne samfund. Nu er det mere dybde, kompleksitet og meningsfuldhed i en flad hverdag, der efterspørges i et materielt tryggere, men mindre givent liv. Det er også derfor, at stadig flere er religiøst pluralistiske: Der er ingen nødvendig modsætning mellem at snuse til buddhismen, være fascineret af forskellige former for overtro og i øvrigt være medlem af folkekirken. Her er tale om individuelle behov som moderniteten ikke vil udrydde, men som tværtimod altid vil være der. Selv om tilværelsens mening naturligvis også kan findes uden for det religiøse område. Traditionelt har de store religioner leveret kollektive, dogmatiske svar på disse individuelle spørgsmål. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Det kan skabe stærke fællesskaber og øge lødigheden af de konkrete religiøse teser, takket være en lang tradition og en stærk organisation. Men den kollektive organisering af stærke, individuelle følelser rummer også åbenlyse farer. Vi ved det fra historiens blodige religionskrige. Og det er desværre også i denne sfære, vi finder hovedårsagen til, at religion netop nu fylder så meget i debat og medier: Der kan ikke være tvivl om, at det er mødet med islam, der direkte og indirekte driver store dele af den religiøse interesse frem. Så meget desto mere beklageligt er det, at debatten er fuld af misforståelser, ond vilje, angst og utryghed. ISLAMISTISK TERROR har siden 11. september 2001 stået højt på dagsordenen. Men hvor mange er klar over, at al-Qaedas medlemmer ikke var født i religiøse hjem, ikke blev religiøse, før efter at de var blevet aktivister og terrorister, overvejende var berejste, flersprogede mennesker fra velstillede hjem - og i øvrigt meget ofte var naturvidenskabeligt uddannet? Terroristerne er kort sagt ikke religiøse fanatikere, der vokser ud af en formørket religion, men derimod politiske fanatikere, der har formet deres politiske utopi i et religiøst sprog. En stærk religion som islam har fra et moderne, oplyst synspunkt adskillige problematiske sider. Patriarkatet ligger for eksempel dybt i alle tre monoteismer. Men en årsagssammenhæng mellem religiøst sindelag og en tilbøjelighed til terrorisme er altså ikke en af dem. Den misforståelse blokerer lige nu for den dialog mellem muslimer og kristne, der burde være et af mange elementer i en bedre integration. Det er også tankevækkende, at meget af tidens islamofobi herhjemme bæres af sekulære værdier; fravær af religion er ingen garanti for tolerance, og vi skal passe på ikke at gøre sekularismen til en slags religion. Sekularismen styrke ligger jo i at tilbyde en liberal ramme med plads til flere trossamfund og livsanskuelser, snarere end i at gøre sig selv hellig. Har man muslimske venner eller forretningsforbindelser, har man i disse dage fået et julekort, der ønsker tillykke med profeten Jesus' fødselsdag. For Jesus er jo en af Koranens profeter. Nu optræder profeten Muhamed af indlysende kronologiske årsager ikke i Bibelen. Men den muslimske rummelighed kan da alligevel inspirere: Ville vi ikke gå lysere tider i møde, hvis flere kristne og muslimer indså, at religiøsitet, i lighed med så mange andre sider af det menneskelige, først og fremmest bør være noget, der forener mennesker - ikke det modsatte? Lad ønsket om dét være Politikens sekulære julebudskab i en tid, hvor fred og fordragelighed fortjener bedre vilkår.