DET VILLE være en stor underdrivelse at sige, at det nuværende EU går med livrem og seler i spørgsmålet om tyrkisk medlemskab om 10-15 år. EU går faktisk med 25 livremme og 25 par seler, og så lige et par ekstra sæt, hvis det ikke skulle være nok. De to sæt rummer dels de nye betingelser, Tyrkiet skal opfylde, før forhandlingerne kan indledes til oktober næste år, dels EU-kommissionens mulighed for når som helst at konstatere, at Tyrkiet ikke indfrier EU's krav under forhandlingerne, således at den ikke kan afslutte dem med en anbefaling af medlemskab. Men dertil kommer to gange 25 vetoer, hvoraf blot et enkelt kan spærre Tyrkiet adgangen til EU. Det forholder sig nemlig sådan, at hver eneste regering og parlament i EU har vetoret og kan nægte at godkende optagelsen af Tyrkiet, med den konsekvens at Tyrkiet ikke bliver medlem. Men det er kun de første 25 vetomuligheder. For det tilfælde, at der skulle være regeringer, der både vil blæse og have mel i munden - altså både sige ja til Tyrkiet og alligevel spænde ben for, at landet kommer med - så kan hver enkelt land også arrangere en folkeafstemning om Tyrkiets optagelse. På den måde kan den enkelte regering udadtil sige ja og indadtil hviske nej - eller i hvert fald få det. DEN MULIGHED har Frankrig og Østrig allerede benyttet sig af, og dermed kan Tyrkiets til den tid mere end et halvt århundrede lange vej mod medlemskab ende blindt. For eksempel hvis et flertal af østrigere på en given dag i 2020 eller deromkring sætter deres kryds ved nej. Enten fordi de ikke bryder sig om tyrkere, eller bare fordi de lige på det tidspunkt gerne vil sende et signal til deres regering om, at de er utilfredse med et eller andet. Beslutningen vil mildest tal være af vidtrækkende karakter. Men hvem vil kunne stilles til ansvar for den? Formelt de afgørende håndfulde østrigske vælgere. Men det er naturligvis meningsløst, om ikke andet, så fordi ingen vil vide, hvem de er. Reelt den østrigske kansler, Wolfgang Schüssel, der af bekvemmelighed traf beslutningen her i 2004. Og han vil til den tid med stor sikkerhed være i hvert fald borte (ude af politik) og måske endda død. Måske virker de mindst 52 flugtveje og vetoretten beroligende på dele af den europæiske offentlighed, der for tiden synes at gå i baglås, blot ordet muslim nævnes. Men at de må virke usaglige og ydmygende på det Tyrkiet, der trods alt glædede sig over at have fået en slags ja i weekenden, og stærkt forstemmende på alle mennesker af god vilje, ja, det turde være indlysende. Eneste trøst er, at vi har mindst ti år til at håbe på bedre tider.