RELIGIØSE provokationer er ved at blive en daglig foreteelse. Enhver kunstner med trang til massiv medieeksponering får således meget forærende, hvis han eller hun provokerer nogle religiøse fanatikere. Modreaktionen er straks garanteret, herunder den afledte mediedækning. Religiøse dogmatikere er nemlig de eneste, der i dag tager kunstneriske provokationer så alvorligt, at de ligefrem gider møde op for at protestere foran teatersale, biografer og spillesteder - og desværre også i stadig flere tilfælde direkte angribe såvel kunstnere som kulturinstitutioner. På paradoksal vis har religion i dag overtaget den provokatoriske rolle, som frivol dialog og blottede bryster havde for få årtier siden; religionen har tilbageerobret sin sakrale status. Seneste eksempel er teaterstykket 'Behzti' (Vanære) på Birmingham Repertory Theatre. Her i weekenden blev teatret angrebet af op mod 400 vrede sikher, hvorefter lørdagens forestilling måtte aflyses under stort politiopbud. Selve stykket, som er skrevet af forfatteren Gurpreet Bhatti, udspiller sig i et sikh-tempel, hvor der angiveligt sker både voldtægt og mord. De britiske sikher føler sig krænket og kræver - ganske absurd - at teaterstykket skal omskrives, så det ikke længere foregår i et tempel. TUMULTEN omkring teaterstykket viser, at den blasfemidebat, der for alvor tog fart efter mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, i hvert fald ikke kan afgrænses til islamistiske fanatikere. Den reelle skillelinje i debatten om ytringsfrihedens grænser går ikke mellem sekulære demokrater og islamistiske mørkemænd. Grænsen går derimod mellem dem, der på den ene side tilskynder til enhver form for ansvarsfuld kritik af religiøse dogmer, og dem, der på den anden side dyrker disse dogmer - enten ved at modarbejde andres fulde ytringsfrihed eller ved omvendt at spekulere i fanatikernes aggressive reaktion. Ytringsfrihed fritager nemlig ikke den enkelte for ansvar; et ansvar for virkningerne af ens udsagn. Netop derfor er der god grund til på én og samme tid at insistere på enhvers ret til at ytre alt og samtidig lægge afstand til ethvert forsøg på at opflamme til religiøst vanvid.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
