TRODS DET midlertidige magttomrum i toppen af Danmarks Radio, er stationen i stand til at træffe principielle og langtrækkende beslutninger. Konstitueret generaldirektør Lars Vesterløkke har netop fremlagt en ny DR-politik for sponsoraftaler og reklamesamarbejder. En politik, som i det store og hele sætter en stopper for sådanne samarbejder. De har ellers har bredt sig så meget, at det seriøst har sløret forskellen mellem DR og de kommercielle konkurrenter. En klog beslutning. Det kan ikke passe, at den gigantiske public service virksomhed, der finansieres fuldt og helt af licensbetalere og skatteydere, skal være afhængig også af andre økonomiske interesser, når f.eks. den 'offentlige service' består i at transmittere sportsbegivenheder. Reklameskilte og formummede marketingmeddelelser før, under og efter udsendelserne rejser tvivl om DR's uafhængighed og hele konstruktionen som ikke-kommerciel. Hvortil kommer, at de omsiggribende reklamer helt elementært er irriterende. DET SIDSTE er ikke det mindst vigtige. På DR betaler vi for den luksus, det er at se et program eller en film uforstyrret til ende uden hverken afbrydelser eller underlige indledninger og afslutninger. Men denne luksus har DR efterhånden reduceret alvorligt på også med andet end de nu bandlyste reklamesamarbejder. Man er slået ind på at reklamere så voldsomt meget for sig selv, at det overalt på kanalerne vrimler med spots og jingler og klip og trailere og pip og kuk, som skal skabe opmærksomhed om alverdens andre DR-velsignelser end dén, seeren eller lytteren have tændt for apparatet for at nyde. På tv skal man f.eks. gennem seks forskellige ulideligt gentagne reklamespots for andre programmer, før man få lov at se TV-Avisen. På radio antager det karakter af parodi, når lytterne ustandselig udsættes for hjemmelavede reklameslogans fra provinspressens barndom: 'P2 - en verden af oplevelser'. DR skal værne om sit image. Det er klogt at gøre helt klart både for seerne og politikerne, at en offentlig kanal er anderledes end en reklamekanal. Men det ville også være klogt at skære ned på den mastodontiske selvpromovering og det forstyrrende virvar af pludrende mikro-indslag, der ikke fanger opmærksomheden, men forvirrer den.