OPKØBS- OG FUSIONSBØLGEN har ramt os med en voldsom kraft. Konkurrenter bliver opslugt, så der bliver færre at kæmpe imod. Hver eneste fusion kan forklares, og flere er forståelige. Det uforståelige er, at der er så få muskler hos de myndigheder, der skal holde øje med, at fusionerne er til alles bedste. De danske konkurrencemyndigheder har endnu ikke underkendt en fusion. Det er anderledes i EU, som netop har underkendt en fusionsaftale mellem et gasselskab og et elselskab i Portugal, der i uhyggelig grad minder om den fusion, som DONG og Elsam er ved at gennemføre. Men hvor DONG-Elsam er meget store i Danmark, er fusionsselskabet på europæisk plan så lille, at EU ikke vil se på det. I stedet skal fusionen godkendes i Danmark af Konkurrencerådet efter indstilling fra Konkurrencestyrelsen. Konkurrencerådet bliver mødt med stærk kritik af OECD, der løbende vurderer konkurrencemyndighederne i de 30 medlemslande. Ifølge OECD er rådet et gummistempel, fordi dets afgørelser er et resultat af forskellige interesseorganisationers særstandpunkter. NÅR DANSKE BANK køber en irsk og en nordirsk bank for knap 11 milliarder kroner, er det uden betydning for forbrugerne. Anderledes forholder det sig med Arla-Campina og Elsam-DONG. Her må myndighederne nøje vurdere sagerne og stille meget præcise krav til fusionernes gennemførelse, så de nye megakoncerner ikke får frikort til forbrugernes pengepung. Og der er grund til bekymring. Det er ikke mindst Arlas køb i 1999 af nummer to på markedet, Kløver Mælk, et uhyggeligt eksempel på. Tilsvarende gik Nykredits køb af Totalkredit ubeskriveligt nemt igennem, ligesom Elsams køb af NESA blev accepteret uden sværdslag. Elsam-DONG-fusionen bliver formentlig også accepteret uden større knaster på vejen, men det kunne være konkurrencemyndighedernes store chance til at vise, hvor grænsen for monopoldannelsen går. Bør elselskaber f.eks. eje ledningen ind i huset? Talrige eksempler fra telemarkedet viser, at konkurrencen er besværliggjort af, at TDC ejer forbindelsen til den enkelte kunde. Der er intet i vejen med synspunktet om at ville vokse. Det afgørende er, at den enkelte forbruger ikke bliver tvunget til at købe ét sted fra. Der skal være en reel mulighed for selv at vælge producent af mad, strøm og serviceydelser. Dette burde være konkurrencemyndighedernes eneste fokus, og derfor bør der ikke sidde interesseorganisationer i et råd, der skal varetage almenvellets interesser.