DET ER Tyrkiets forbandede uheld, at det netop nu nærmer sig en afgørende milepæl på den lange march mod EU-medlemskab. Uheld er det rette ord, for de problemer, der tårner sig op før det afgørende EU-topmøde 17. december, har intet med Tyrkiets udvikling eller landets politik at gøre. Tværtimod. Tyrkiet har aldrig været et mere oplagt kandidatland, end det er nu. Økonomien vokser, der er gjort bemærkelsesværdige fremskridt, hvad menneskerettighederne angår, og den politiske situation er noget nær optimal: Indtil sidste valg hang udsigten til, at partier med et religiøst præget værdigrundlag kunne komme til magten og sætte spørgsmålstegn ved landets europæiske orientering, som en skygge over fremtiden. Men det er nu den hidtidige opposition, der har gjort medlemskabet muligt, mens den bastant sekulære elite er i opposition. Europa-orienteringen er altså fælles gods. Selvfølgelig er Tyrkiet en stor mundfuld; levestandarden er mindre end en tredjedel af de gamle EU-landes, og de økonomiske og sociale udfordringer er tilsvarende reelle. Men her adskiller landet sig ikke særligt fra kandidatlande som Rumænien og Bulgarien, der ikke har givet anledning til sammenlignelige kvababbelser. NEJ, PROBLEMET ligger ikke i Tyrkiet, men i EU. Lige nu er det præget af en stribe diskussioner, der tilsammen skaber store vanskeligheder for Tyrkiet. For mange mennesker og en del politikere er der et fælles træk ved tre af de mest livlige politiske debatter i EU lige nu, altså terrorisme, indvandring og integration. Og det fælles træk hedder islam. Lad ligge, at islam ikke i nogen rationel forstand kan siges at være årsag til disse tre udfordringer - kun i tilfældet terrorisme er religionen overhovedet relevant og det i en ideologiseret, globaliseret og fordrejet udgave. Og lad ligge, at hvis religionen virkelig var problemet, så er Tyrkiet mere institutionelt sekulært end det store flertal af EU-lande. Der er ikke desto mindre tale om en bred utryghed i opinionen, en utryghed, som mange politikere hellere vil tilgodese end bearbejde - endsige konfrontere. Når vores egen statsminister i lighed med andre EU-lande taler om at indføre nødbremser i de mangeårige forhandlinger med Tyrkiet, der skal indledes næste år, er der ikke tale om et udspil, der er nødvendigt, eller som kan begrundes i tyrkiske forhold: Det ligger jo i forvejen i sagens natur, at forhandlinger kun fører til et resultat, hvis begge parter er enige. Manøvrerne har indenrigspolitisk adresse og kan fra tyrkisk side kun opfattes som helt usaglige. Tyrkiet kan kun forbande den uheldige timing og håbe på det bedste.