I AL ubemærkethed har Litauens parlament allerede godkendt EU's forfatningstraktat, og Italien vil gøre det om nogle uger. Den første nationale folkeafstemning venter forude, nar spanierne stemmer til februar. Ikke desto mindre var de franske socialisters medlemsafstemning i går den første alvorlige hurdle i det enestående demokratiske eventyr, EU har begivet sig ud på. Et socialistisk nej i Frankrig ville have skabt meget stor tvivl om præsident Chiracs evne til at få traktaten godkendt hos det samlede franske vælgerkorps, når den kommer til afstemning næste år. I stedet blev resultatet et klart ja. DISKUSSIONEN I det franske parti drejede sig på mange måder mere om partiets grundlæggende linje end om traktatens fordele og ulemper. Når nejet overhovedet er kommet på dagsordenen i et parti, der altid har været stærkt proeuropæisk, har det indenrigspolitisk baggrund. Det var faktisk først i 1983 - to år inde i præsident Mitterrands præsidentperiode - at socialisterne brød med revolutionsromantikken og fuldt ud accepterede Frankrigs placering i den europæiske markedsøkonomi. Og det skete i lukkethed, uden et ideologisk opgør. Da socialisterne i 2002 led deres forsmædelige nederlag og end ikke blev repræsenteret i anden runde af præsidentvalget, blussede den gamle, systemfjendske linje op igen. Nejsigerne er hverken nationalister eller EU-modstandere. De ønskede et mere 'socialt' Europa for at markere en overvintret antikapitalisme. Hertil kommer partiets ambitiøse nummer to, Laurent Fabius, og hans personlige politiske ambitioner. VED AT stemme ja har socialisterne slået fast, at de er moderne socialdemokrater. De er rykket tættere på de tyske, nordiske, spanske, og, ja, også britiske partikammerater. Også det er godt for EU-samarbejdet. Lige nu spekuleres der i, om præsident Chirac vil gribe chancen og udskrive folkeafstemningen til afholdelse allerede i maj eller juni. Om et fransk ja til den tid vil være nok til at overbevise de splittede hollændere og senere de skeptiske briter, er en anden sag. Foreløbig har socialisterne igen placeret sig som regeringsdueligt alternativ i Frankrig. Og samtidig hjulpet EU-forfatningstraktaten over den første af mange hurdler.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
