DOMMEN over en 51-årig dommer for besiddelse og distribution af børnepornografi rejser flere principielle retspolitiske spørgsmål, specielt fordi den dømte ifølge en mentalundersøgelse har »en forstyrret personlighed, mangler indfølingsevne, optræder manipulerende og selvhævdende og er ude af stand til at føle skyld«. Altså personlighedsforstyrrelser, der i usædvanlig grad er diskvalificerende for netop en dommer. Det er derfor forståeligt, at Domstolsstyrelsens direktør, Bent Carlsen, nu udbeder sig klare retningslinjer for, hvordan man skal forholde sig i tilsvarende sager i fremtiden - herunder til de domme, som en mentalt afsporet dommer har afsagt. Det spørgsmål vil offentligheden også gerne have besvaret. Og det kan passende suppleres med spørgsmålet om, hvorvidt retssystemet eller offentligheden efter de gældende regler har tilstrækkelig mulighed for at gribe ind over for dommere, der ikke bestrider deres embede på betryggende vis. Hvor længe kunne pågældende dommer for eksempel have fortsat i Sø- og Handelsretten, hvis han ikke var blevet afsløret i børnepornosagen? Vi er bange for, at svaret ikke er fremmende for tilliden til domstolene. GRUNDPILLEN under denne tillid er naturligvis, at domstolene er upartiske, hvilket igen forudsætter, at dommerne som udgangspunkt er uafsættelige og dermed ikke behøver at ligge under for hverken politisk pression eller folkestemninger. Tilsvarende er den bedste beskyttelse mod en forkert dom fortsat, at der er mulighed for at anke til en højere retsinstans. Men det bør ikke udelukke, at muligheden for at klage over dommere gøres mindre formel. I dag går vejen over Den Særlige Klageret, der som omtalt i Politiken Søndag har afvist samtlige cirka 300 klager fra borgere over dommeres opførsel i de seneste syv år. Og selv om mange sager er afvist på grund af forældelse, er det ikke sandsynligt, at så mange borgere ubegrundet har følt sig forulempede af dommeres opførsel. Vi har ikke det endelige svar på problemet. Men en mulig løsning er at give borgerne mulighed for at klage til et dommernævn med repræsentanter for eksempel for beskikkede forsvarere, de juridiske fakulteter og domstolene selv - præcis som det er muligt at klage over politi, læger og andre af samfundets magthavere.