DET ER KUN et par uger siden, at integrationsminister Bertel Haarder (V) udtalte: »Vi ved simpelthen ikke, hvem der repræsenterer muslimerne i Danmark. Hvis jeg vidste det, ville jeg med det samme invitere muslimerne til en åbenhjertig snak«. Det er med denne konstatering i baghovedet, man på en vis måde må nære dæmpede forventninger til tirsdagens konference på Marienborg mellem Haarder og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og 22 integrationsaktive indvandrere og indvandrerrepræsentanter. Statsministeren er forud for mødet blevet kritiseret for, at han har undgået at invitere religiøse ledere fra det islamiske trosfællesskab og mere yderliggående muslimske opinionsdannere. Og han og Bertel Haarder har tilbagevist kritikken med, at der ikke er tale om en religiøs sammenkomst, men om en diskussion om etnisk sameksistens på arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet. Det kan bestemt ikke udelukkes, at denne konkrete og begrænsede udformning af konferencens tema kan vise sig at være en fordel. Ved at sætte den overordnede religiøse meningsudveksling i parentes kan der muligvis opnås enighed og afklaring om nogle mere praktiske og tekniske forbedringer i integrationsprocessen. Så langt, så godt. TILBAGE STÅR dog fortsat behovet for en mere generel integrationspolitisk dialog i Danmark, og her kommer man ikke uden om, at den religiøse dimension og diskussion spiller en central rolle. At det forholder sig sådan, er alene den på én gang ophedede og uforløste meningsudveksling efter det ulyksalige mord på den hollandske instruktør Theo van Gogh et vidnesbyrd om. Og det er her, Bertel Haarders udtalelse er tankevækkende. Hvor og hvordan skal politikere og beslutningstagere finde de samtalepartnere, der kan siges at repræsentere det islamiske trosfællesskab i Danmark? Problemet kan naturligvis være, at dette trossamfund er så uensartet, at det ikke entydigt lader sig repræsentere. Forholdet kan også være, at det store flertal er så tilfreds og velintegreret, at det slet ikke føler noget behov for at deltage i den offentlige debat. Og under alle omstændigheder er det nok en fejltagelse, hvis man går ud fra, at en lille håndfuld velkendte imamer og religiøse ledere uproblematisk kan agere talerør for majoriteten af muslimer i Danmark. Løsningen er snarere, at det store flertal indser, hvor vigtigt det aktive demokrati er. Man må organisere sig. Man må deltage i debatten, samfundslivet og den politiske kamp. Man må stille op til offentlige valg af alle afskygninger. Man må ytre sig - frit og frejdigt - så mørke og misforståelse ikke sænker sig over landet.