DER ER PRESTIGE i at have børn i dagens Danmark. Men mærkeligt nok er der ikke synderlig prestige i at være pædagog og dermed være den, som er sammen med børnene i de fleste af deres vågne timer. Der er hårdt brug for forbedringer af anseelse, arbejdsvilkår og aflønning for denne faggruppe, som i høj grad opdrager vores kære små. Og hvis det nye udspil fra den såkaldte 'Debatgruppen for Børns Udvikling' med Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen i spidsen kan bidrage til en sådan udvikling, så har gruppen gjort gavn. Børnene fortjener til en vis grænse at have så mange og så kvalificerede voksne omkring sig som muligt, og det får de kun, hvis det bliver ved med at gå opad med prestigen for pædagogfaget. Når livet i vuggestuer og børnehaver er en ren overlevelseskamp for børnene og de alt for få voksne, der skal tage sig af dem, så skabes der store samfundsproblemer mange år frem. Der graves grøfter, for de privilegerede skal nok klare sig, mens de socialt svage ikke får en chance for at bryde arven. Men sandheden er jo også, at utallige danske institutioner faktisk er virkelig velfungerende og giver børnene et 'tilbud' (som det hedder i Venstre-sprog), som både de og deres forældre kan være glade for. Debattører som Clausen-gruppen skal passe på, at de ikke dyrker nogle fordomme om pædagoger og institutioner, som ikke har hold i virkeligheden, og som i sig selv kan skubbe i den forkerte retning. OG MIDT I tidens almindelige krav om 'kompetencer' og om uddannelse af selv de mindste små er det afgørende også at holde fast i en forestilling, som altid har haft bedre vilkår i H.C. Andersens fædreland end så mange andre steder: forestillingen om, at børn er børn og ikke bare små, uudviklede voksne; og at barndommen altså er andet og mere end en forberedelse på at blive voksen. Selvfølgelig er det i den typiske danske institution anno 2004 alt for lidt med én pædagog pr. 12 børn. Men lige så afgørende, som det er at få forbedret sådanne normeringer og få tilført ressourcer til børneinstitutionerne, lige så afgørende er det at sætte fantasien i sving og forestille sig andre former for barndom end en, hvor hvert enkelt barn (når vi får råd) er passet op af en voksen døgnet rundt. Det gælder om at tilføre børnenes liv og hverdag ressourcer på en måde, så de også kan have deres egen verden både enkeltvis og i grupper. Her er selve de fysiske rammer i fokus. Værst af alt er en hverdag, hvor børnenes tid spildes i 'rå pasning' under burhønsvilkår. Heldigvis er det de færreste, der har det sådan. Men det burde slet ikke forekomme.