REGERINGEN OG forsvaret fortjener ros for viljen til at forøge og forstærke Danmarks bidrag til den internationale indsats i Afghanistan. Landet har brug for hjælp og ikke mindst den form for hjælp, som man skal være bevæbnet og uniformeret for at kunne yde. Der er lige gennemført et demokratisk valg, der har styrket præsident Karzai og hans regerings legitimitet og autoritet. Men centralregeringen er stadig svag, og sikkerhedssituationen dårlig. Det store flertal af afghanere higer efter fred og genopbygning, men det får de kun, hvis landets nu folkevalgte ledelse kan sætte sig i respekt. Ikke bare over for resten af de talebanere, der indtil efteråret 2001 gjorde landet til et af verdens mest undertrykte, men over for krigsherrer, klanledere og narkosmuglere, der truer landets udvikling og misbruger deres lokale magt. PÅ LÆNGERE sigt er ro og orden - statens uundværlige voldsmonopol - naturligvis noget, afghanerne selv skal stå for. Men efter ikke én, men flere borgerkrige, invaderende og manipulerende nabolande og en periode med al-Qaeda som stat i staten, har landet brug for håndfast hjælp. Når det danske forsvar derfor vil gå ind og hjælpe med genopbygningen af den nationale hær og i øvrigt udføre genopbygningsopgaver, er der tale om helt centrale indsatsområder. Det virker i den sammenhæng en anelse blåøjet, når nødhjælpsorganisationer bekymrer sig om, at militæret går dem i bedene. I Afghanistan er større sikkerhed en elementær forudsætning for al anden udvikling og bistand, hvem der end udfører arbejdet. Den sørgelige sandhed er, at verden med USA i spidsen svigtede Afghanistan efter sejren over talebanerne. Allerede i 2002 kom forberedelserne til det kontroversielle angreb på Irak til at stjæle ikke bare opmærksomheden, men også de militære og administrative ressourcer, der skulle stabilisere Afghanistan. DET DANSKE bidrag er naturligvis kun en meget lille del af, hvad der skal til for at gøre den forsømmelse god igen. Andre lande bør gøre det samme, og også USA burde se sin interesse i at hjælpe et Afghanistan, hvor der stadig er gode forudsætninger for at undgå den blodige blindgyde, som Irak desværre mere og mere ligner. Af samme grund kan vi ikke lade være med at komme med et forslag i forlængelse af den aktivistiske udenrigspolitik, som her markeres: Hvorfor overføres den danske styrke i Irak ikke så hurtigt som muligt til Afghanistan? Listen over udenrigs- og indenrigspolitiske gevinster ved den kursjustering er så lang, at statsministeren burde kunne få øje på den.