INGEN AF de politiske partier, som i givet fald kunne danne regering efter det næste valg, har udtalt sig umisforståeligt klart og utvetydigt om krigen i Irak. Jo, Venstre er på USA's regerings side, men partiet opfatter sin stillingtagen som et signal om opbakning og loyalitet, og det handler derefter. Der ligger ikke i Venstres sympati for præsident Bush og hans krig noget ønske om at øve indflydelse og tage en debat med USA som en pris for den hjælp, vi yder ved at holde soldater i Irak. Socialdemokraterne havde dog den anstændighed at opfordre statsministeren til at advare mod det amerikanske angreb på byen Fallujah. Henstillingen var forgæves. Vi er langt fra Irak, vi kender ikke forholdene godt nok til at blande os, lød udenrigsministerens svar på Socialdemokraternes henvendelse. Og så må krigen jo gå sin bitre gang. Danskerne er med i den krig. Men danskerne er ikke så vilde med at høre om den. Der går diffuse rygter om krigen mod terrorisme og slaget for demokrati, og hvis det slag kan udkæmpes langt herfra, er det nok det bedste. Terror er ikke en foreteelse, vi ligefrem frygter, men hvis nogen vil prøve at begrænse den i Langtbortistan, så er det vel helt okay. Og lad os tale om noget andet. FORLEDEN blev der vist en filmoptagelse af en amerikansk soldat, som henretter en såret iraker i en moske i Fallujah. Og mordet blev kommenteret i den ejendommeligt 'objektive' stil, som er blevet de elektroniske mediers lammende svar på en forargelse, som ellers nok kunne brede sig. Vi hører i TV-avisen om, hvorfor og hvordan sådan et mord - sådan et krystalklart overgreb på militær lovgivning og Genèvekonventionen - kan finde sted, men konklusionen må vi selv om. Og konklusionen er, at når regeringen bakker op om krigen i Irak, og når medierne heller ikke synes at være synderligt forargede, så er det nok krigens gang. Uheldigt, men ikke sært, når man betænker, hvor mange ofre krigen i øvrigt har bragt. Her i Fallujah var der bare en fotograf med inde i moskeen. Vi må ud af den desillusionerede passivitet og accept af tingenes tilstand, vi må se at blive opmærksomme på, at vi alle sammen - også TV-avisens oplæsere og kommentatorer - har et ansvar og en forpligtelse til at sige fra. Også en major i sin uniform, når hun er på skærmen. Der findes et godt spørgsmål: »Hvad mener du?«. Og vi er ikke for langt borte til at unde os selv at tage et skridt ud af forsigtigheden og over i en holdning. Det er jo det, demokratiet handler om.