EU-SAMARBEJDET er blevet styrket af de seneste ugers tovtrækkerier om personsammensætningen i den nye EU-kommission. Europaparlamentet har på den ene side fået markeret, at parlamentarikerne i dag spiller en reel magtbalancerende rolle, mens EU-kommissionen på den anden side har fået sikret sig et konstruktivt forhandlingsklima. I går godkendte Europaparlamentet således det nye hold med 449 stemmer for og 149 imod, mens 82 undlod at stemme. Den nye kommissionsformand, José Manuel Barroso, har med ganske få greb fået skabt en kommission, som fremstår mere handlekraftig end det oprindelige kommissærkandidathold. Først trak den kontroversielle italienske retskommissærkandidat Rocco Buttiglione sig efter intens polemik - og blev erstattet af den mere glatte Franco Frattini. Dernæst fyrede Barroso den korruptionsmistænkte lettiske skattekommissærkandidat, Ingrida Udre - som blev erstattet med den højtkvalificerede Andris Piebalgs, der tilmed fik energiområdet. Dét betød endelig, at ungareren Laszlo Kovacs måtte overflyttes til skatteområdet. Samlet set repræsenterer denne nye EU-kommission det hidtil stærkeste hold. Alene det forhold, at formanden, José Manuel Barroso, kom direkte fra posten som premierminister i Portugal, viser, at kommissionen har fået større politisk prestige. Samtidig er det et sundhedstegn, at Europaparlamentet nu forsøger at danne modvægt til EU-kommissionen. Ideelt set bør ministerrådet, EU-kommissionen og Europaparlamentet forsøge gensidigt at holde hinanden i skak. I ET VIDERE perspektiv bør det imidlertid overvejes, om udnævnelsesproceduren - der i første omgang skabte alle problemerne for Barroso - er tilstrækkelig god. EU-kommissionen spiller i dag en så afgørende rolle for lovgivningsarbejdet i hele Europa, at vælgerne bør kunne forvente, at Europas bedste mænd og kvinder i det mindste overvejes seriøst til posterne. Som udnævnelsesproceduren fungerer nu, kan der være en tendens til, at regeringscheferne udnævner deres nærmeste venner. Selv om kvaliteten er blevet højnet, er der behov for at skabe en langt mere gennemsigtig og åben udnævnelsesprocedure. Mest oplagt er umiddelbart det særlige EU-konvents forslag om, at hver regering skal udpege tre kandidater - hvoraf begge køn skal repræsenteres. Dernæst skulle det så være formandens opgave at sammensætte et kommissærhold ud fra de 72 kandidater til de i alt 24 poster. Hermed ville EU-kommissionsformanden blive tvunget til at begrunde sine valg - og vælgere og parlamentarikere ville vide, hvad der i øvrigt var at vælge imellem.