REGERINGEN har langt om længe erkendt, at skattestoppet er alt for rigidt. Og heldigvis for det. I årets finanslovsforlig blev det besluttet at hæve afgifterne på 'alkoholsodavand' - de sukkersøde flaskedrinks, som er populære blandt teenagere til ungdomsfester. At ville begrænse forbruget af disse 'alkoholsodavand' kan være ganske fornuftigt, men i et større samfundsperspektiv kan alkoholsodavand næppe siges at være et af de største problemer i Danmark. Derfor må man umiddelbart forvente, at VK-regeringen er villig til at åbne op for nogle mere vidtgående omlægninger af skatterne og afgifterne - nu hvor Venstre og Konservative alligevel har brudt grundprincippet i det hidtil så højhellige skattestop. Den officielle definition på skattestoppet lyder således: »Ingen skat eller afgift må sættes op. Hvis der er tvingende grunde til at indføre eller forhøje en skat eller afgift, vil dette ske således, at merprovenuet ubeskåret anvendes til at sænke en anden skat eller afgift«. Og ligefrem tvingende grunde kan der jo ikke siges at være til at hæve afgifterne. Regeringens ministre har lidt forskellige forklaringer på, at tiden nu er moden til et brud med skattestoppet. Efter finanslovsforliget med Dansk Folkeparti forklarede skatteminister Kristian Jensen (V) først, at »alkoholsodavand er et ganske særligt problem: Der er ikke andre områder, der er tvingende nødvendige«. Senere afviste finansminister Thor Pedersen (V) kategorisk, at der overhovedet skulle være tale om en reel lempelse: »Skattestoppet er vores. Gråzonerne er vores. Det er os, der definerer dem«. PARADOKSET for regeringen er, at afgifter er en fornuftig måde at påvirke danskernes adfærd på. I modsætning til bureaukratiske forbud har afgifter nemlig den enestående kvalitet, at de spiller sammen med markedsmekanismerne på de fleste områder: Når priserne stiger, falder efterspørgslen. Om det også vil ske med alkoholsodavandene, må tiden vise. Men basalt set er afgifter et rationelt reguleringsværktøj - og derfor virker det irrationelt, når regeringen vælger at bruge mindre effektive metoder. Naturligvis er der grænser for afgifternes omfang, hvis det samlede skattetryk skal holdes stabilt. Alligevel må man håbe, at regeringens eget brud på skattestoppet er startskuddet til en periode med en mere rationel skattepolitik.