YASSIR ARAFAT er død. Har han været en god mand for palæstinenserne? Både ja og nej. Ja, det er umuligt at komme udenom, at Arafat med sin blanding af terror og diplomati gennem et kvart århundrede faktisk fik den ganske verden til - rimeligvis - at anerkende palæstinensernes ret til en egen stat. Men nej, det er også umuligt at komme udenom, at Arafat af de samme grunde - sin tvetydige blanding af terror og diplomati - ikke var i stand til at udmønte sin diplomatiske anerkendelse i konkrete resultater. ALT FOR MANGE palæstinensere har betalt prisen for Arafats vankelmodighed og dobbeltspil. Hvis han dybest set ønskede en væbnet kamp, var han i hvert fald ikke i stand til at lede den frem til sejr, men førte kun palæstinenserne ud i nye nederlag. Den seneste intifada har kostet 3.000 palæstinensere - og 1.000 israelere - livet, fået den israelske regering til at geninvadere Vestbredden og Gaza og fået Israel til at opføre den omstridte sikkerhedsbarriere langt inde på palæstinensisk område. Hvis Arafat havde vundet flere af den slags 'sejre', ville det have været en katastrofe for palæstinenserne. Hvis han modsat faktisk ønskede forhandlinger og fred med Israel, svigtede han lige så fundamentalt at overbevise sine modparter i Israel om sin forsonlighed. I stedet gjorde hans manglende troværdighed det muligt for Israels højreregering at hævde, at der ikke var nogen at forhandle med på palæstinensisk side. Resultat: flere bosættelser, mere vold, flere døde, slet ingen fred. IKKE ALLE manglende resultater kan tilskrives Arafats elendige ledelse. Israel har sit åbenlyse ansvar for tragedien i de besatte områder. Men Arafat har svigtet både som militær og politisk leder - og svigtet at indfri sine landsmænds krav på ordentlig regeringsførelse og demokrati. Han tabte sine krige og spildte sine muligheder for fremskridt mod fred. Hans regeringsførelse var håbløst koncentreret omkring ham selv og dybt korrupt i hans omgivelser. Lektien af alt for mange år med Arafat er derfor, at palæstinenserne har behov for en demokratisk valgt leder, som kan bestemme sig - og helst for fred. Det vil gøre det umuligt for Israel og andre at hævde, at der ikke er palæstinensisk fredsvilje og således bane vejen for en genoptagelse af de nødvendige forhandlinger om forsoning. I dén proces vil Arafat ikke være savnet.