MAN SVIGTER ikke dem, man har stået meget ondt igennem med. Et instinkt byder én at holde ud med de mennesker, som har gennemlidt den samme smerte som man selv. Og den amerikanske grundsmerte var 11. september 2001, da George W. Bush trådte i karakter og blev den præsident, som mange europæere og en hel del amerikanere siden har lært at elske eller hade. 11. september er, skønt ikke så tit nævnt i valgforbindelse, den afgørende faktor, som udløste den store republikanske valgsejr. Budskabet var: Vi var med dig, da det gik forfærdeligt, og vi svigter dig ikke nu. Valget har givet demokraterne tømmermænd. Med til dem hører også en alvorligere overvejelse af, hvor galt det gik i forhold til vælgerne. Var det et strategisk nederlag? Kommunikerede de ikke deres holdning til Irakkrigen og økonomien klart nok? Eller er der tale om en alvorligere situation, hvor et kulturelt stemningsskifte er på vej, som erstatter politiske emner med begreber fra den filosofiske hverdag - begreber, som enhver kan tage til sig med en vis gratis stolthed: Jeg er fattig og uden job, javel - men jeg er i hvert fald moralsk. I kampen om ret og uret står jeg på den fornemste plads: Guds plads. En femtedel af samtlige amerikanske vælgere har tilkendegivet, at de mest havde moralske værdier i tankerne på valgdagen. Mens 80 procent af de republikanske vælgere tilkendegav de moralske værdier som topprioritet, var det kun 18 procent af demokraterne, som havde det synspunkt. Kun 'krigen mod terror' rangerede højere. Til sammenligning var økonomi og arbejdsløshed kun et vigtigt emne for 18 procent af republikanerne, hvilket illustrerer det stadig meningsløse faktum, at man kan være fattig og arbejdsløs og dog med stolthed foretrække George W. Bush. Amerika har ikke haft nogen værdidebat, fordi det er så selvindlysende, hvad værdien er: Værdien er Gud. Den kristelige fundamentalisme, som kan tage bolig i slum og arbejderkvarter såvel som på Pennsylvania Avenue, har med George W. Bush og hans rådgiverkreds haft den stærkest mulige repræsentation. Og den gav pote. Demokraterne kan nu begive sig ind i en håbløs værdidebat, de er dømt til at tabe, eller de kan ligeud erklære religionen for upolitisk - og så har de i hvert fald tabt. Med sideblik til danske forhold: tak fordi værdi- og kulturkampen blev afblæst uden væsentlige sværdslag. Det var i sidste øjeblik.