KATASTROFEN I SUDAN er forfærdende. Der sker folkedrab i provinsen Darfur, hvor over en million mennesker er på flugt, mens mere end 70.000 er døde alene de seneste syv måneder. Netop nu er flygtningelejrene blevet omringet af det sudanske militær, som hidtil har ladet de arabiske Janjaweed-militser frit myrde og voldtage den sudanske landbefolkning. Man tør ikke tænke på, hvad der foregår i lejrene, som er afskåret fra hjælp udefra. Humanitær hjælp er bydende nødvendig. Militær hjælp ligeså. Begge dele diskuteres i alverdens organer, FN, EU, Den Afrikanske Union, og nogle ganske få såkaldt fredsbevarende soldater er ankommet til området, som er på størrelse med Frankrig. Som en skrædder i Helvede. De humanitære organisationer er trods alt langt længere fremme og har ydet megen hjælp allerede. Men hvad nytter hjælpen, hvis militserne og folkedrabet ikke effektivt bliver stoppet? Det kan alt sammen diskuteres. Hvad man derimod ikke skulle tro kunne diskuteres, er selve hjælpens bydende nødvendighed. Det siger vel sig selv - skulle man tro - at når Folkekirkens Nødhjælp næste søndag samler ind til Darfur, så er det en god idé at hjælpe. Men man må tro om. For i Velfærdsdanmark er der altid en helt særlig vinkel på sådan en katastrofe: Får vi det bedre af at hjælpe? Bedre humør, bedre samvittighed, højere selvværd? Narcissismen kender ingen grænser, og sidste søndag kunne DR TV's magasin Søndag præstere et langt indslag, hvis hele problemstilling var denne: Hvordan får man det af at hjælpe/ikke-hjælpe? Hvad gør folkedrabet ved vores følelser? Hvor megen lidelse kan vi tage på os? Og så videre. Og ligesom folkekirken har sin nødhjælp, så har den også sin præst i Seem, som altid er parat med sin teenage-teologi og sit selvoptagne frelsebudskab til følsomme narcissister: Søren Krarup tonede endnu en gang frem på skærmen og forsikrede, at en hjælpende hånd til Darfur er uanstændigt afladskræmmeri, falsk barmhjertighed osv. Kort sagt: Vi skal pille i vores navle og granske i vores sjæl, og selv når døden står for døren i en sådan grad, som den gør i Darfur, så skal vi ikke bekymre os om, hvordan der kan hjælpes. Nej, det bekymrende og foruroligende for pastor Krarup og hans mandige flok, det er, om nogen skulle anfægte deres sjælefred, forstyrre deres samvittighed eller i det hele taget påvirke deres lille narcissistiske mig-verden af uhyre følsomhed og teologisk nervøsitet. Men virkeligheden findes. De dør i Darfur. Lad os bare hjælpe dem og ikke skænke hverken Søren Krarups eller vores egne dyrebare følelser en tanke.