FÆNOMENET Yassir Arafat har domineret palæstinensisk lederskab i mere end tre årtier. I begyndelsen som formand for væbnede palæstinensiske bevægelser, senere som leder af det palæstinensiske diplomati, som med stigende succes fik alverdens stater til at anerkende palæstinensernes ret til en egen stat, og sidst som præsident for det palæstinensiske selvstyre. Hans talent som de militante gruppers anfører var altid stort, men hans kvalitet som administrator viste sig stærkt behersket og hans demokratiske sindelag en katastrofe. Og den skrantende mellemøstlige fredsproces har ikke været hjulpet af, at hverken hans modstandere i Israel eller mæglerne i FN, USA og Europa har vidst, hvor de egentlig havde Arafat. Alene derfor kan palæstinenserne behøve en ny ledelse, der ikke kan kritiseres for korruption, ikke anfægtes demokratisk - og som vil vide at repræsentere palæstinenserne med et klart standpunkt. SKØNT både arabiske stater, Israel, USA og mange andre knapt kan skjule deres lyst eller ligefrem tilbøjelighed til at påtvinge palæstinenserne deres egne foretrukne kandidater, er det palæstinensernes egen ret at udpege den fremtidige ledelse. Alle andre bør blande sig udenom, mens palæstinenserne tænker. Og dog. Omverdenen kan godt vise, at det ikke er lige meget, om palæstinenserne vælger en fredspolitiker eller en kriger. Israel kan stille i udsigt, dels at det snarest vil overlade Gaza til palæstinenserne selv, dels at det tilbyder forhandlinger om en altomfattende fredsløsning. De arabiske stater kan stille i udsigt, at de vil hjælpe Gaza på fode efter 37 års besættelse, og at de sammen med palæstinenserne er parate til fredsforhandlinger med Israel når som helst. Og USA og Europa kan ikke alene tilbyde at gøre Gaza til en social og økonomisk succes og tilbyde at sikre den fremtidige grænse mellem Gaza og Israel, men også stille i udsigt, at de tilsvarende vil påtage sig at sikre grænsen mellem Vestbreddens palæstinensere og Israel. DET ER ingen sag at puste til gløder i Mellemøsten. Man kan bare vende ryggen til, for gløderne er overalt. Men at bidrage til fred kræver aktiv involvering og vilje til at tage et ansvar og at bære en risiko. Palæstinensere og israelere har altid betalt for deres egne lederes uduelighed og i nogen udstrækning også for omverdenens uansvarlighed. Palæstinensernes valg af ny ledelse kan blive en lejlighed for omverdenen til at tage ansvar. Arafats forsvinden kan blive traumatisk for palæstinenserne. Men det kan også blive fredens chance - hvis palæstinensere og israelere vil, og hvis omverdenen kender sin besøgelsestid.