DET KAN IKKE overraske, at vi her på Politiken håber, at John Kerry vinder dagens amerikanske præsidentvalg. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi tilhøre et mindretal herhjemme, der ikke engang omfatter hver tiende dansker. Og så er Danmark endda et af de mere Bushvenlige lande i Europa: I mange europæiske lande er det kun hver tyvende borger, der foretrækker USA's nuværende præsident frem for hans demokratiske rival. Ronald Reagan og Richard Nixon er eksempler på, at republikanske præsidenter også tidligere har været upopulære i Europa. En del af forklaringen er enkel. USA's politiske spektrum har længe befundet sig et godt stykke til højre for det europæiske. Det gælder i de klassiske højre-venstre-spørgsmål: økonomisk ulighed, fagforeninger, fattigdom og velfærdens omfang, men også i værdianliggender. USA har dødsstraf, retten til fri abort er under pres, og kristen fundamentalisme har langt større tyngde end i Europa. Vores egne borgerlige regeringspartier, Venstre og Konservative, er i de fleste spørgsmål tættere på amerikanske demokrater end på en republikaner som Bush. Selv på den baggrund er George W. Bush dog ekstraordinært upopulær og det i langt bredere kredse end en Reagan eller en Nixon. Den vigtigste årsag er naturligvis USA's udenrigspolitik. Den har provokeret mange af dem, der under den kolde krig stod last og brast med et USA, der i sidste ende havde krav på vores solidaritet, fordi det beskyttede os mod den sovjetiske trussel og dermed var garant for vores sikkerhed og demokratiske friheder. Men selv i instinktivt og historisk proamerikanske kredse har George W. Bush mistet en stor del af europæernes opbakning. DET ER I OG for sig overraskende. Ligesom tragedien 11. september 2001 er noget nær den eneste grund til, at George W. Bush har mulighed for at vinde valget i dag, var terrorangrebet også i første omgang med til dramatisk at forbedre forholdet mellem USA og Europa. Sympatien med USA var enorm, og den politiske vilje til at støtte supermagten i kampen mod en uhyrlig og skræmmende terror omfattede i begyndelsen alle betydende politiske kræfter i Europa. Det har krævet systematisk ensidighed, talentløst diplomati og enestående ideologisk stædighed for Bushregeringen at støde ikke bare en lang række regeringer, men også en overvældende europæisk - og global - opinion fra sig. Men det er lykkedes. Selv om mange har svært ved at se et alternativ til det stadig mere blodige forsøg på at stabilisere Irak, er det de færreste, der ikke har indset, hvor katastrofal en politik Bush har stået og står for her. AT GEORGE W. Bush ikke er sit embede værdig, ses også af den elementære uansvarlighed, hvormed han har forvaltet USA's økonomi. Både statsfinanserne og handelsbalancen er i hans tid kommet helt ud af kontrol. At han som højrefløjsrepublikaner er ligeglad med den chokerende ulighed i det amerikanske samfund, er én ting. At han ikke lever op til de allermest elementære konservative dyder på det økonomiske område, er nærmest forbløffende. Hvis han ikke taber præsidentvalget, vil det være fristende at forklare det med John Kerrys mangler. Men noteres må det nu alligevel, at et overvældende flertal af dem, der vil stemme på Bush, stadig ser en forbindelse mellem Saddam Husseins Irak og 11. september og tror, at Saddam rådede over masseødelæggelsesvåben. At det kan lade sig gøre, kan kun ses som et symptom på, at der er skævheder i det amerikanske mediesamfund, der stikker dybere end kandidaternes personlige egenskaber. KUN PÅ ÉT PUNKT efterlader George W. Bush sig en politisk arv, det er værd at arbejde videre med. I deres forsøg på at begrunde opgøret med Irak har han og flere af hans toprådgivere hjulpet verden med at få øje på, at den nuværende stabilitet i den arabiske verden ikke er værd at samle på. Hverken araberne eller deres omgivelser kan være tjent med, at inkompetente og illegitime herskere blokerer for helt nødvendige reformer. Ingen savner Saddam Hussein, og der er ikke mange ledere i Iraks nabolande, hvorom man ikke ville kunne sige det samme. Men ved at invadere Irak på et falsk grundlag og uden bred international opbakning, for derefter at fejlhåndtere efterspillet, har Bush desværre kun vist verden, hvordan man ikke skal gribe den udfordring an. Ikke fordi militære midler kan udelukkes på forhånd, men fordi tilfældet Irak viser, hvor dybt problematiske de er, når de står alene. Risikoen er desværre, at Bushregeringens vision om et anderledes Mellemøsten vil blive husket som en blindgyde snarere end som den langsigtede strategiske og menneskelige bestræbelse, den burde være.ALT I ALT HAR Bushperioden været de spildte muligheder, de unødvendige konflikter og de forkerte dagsordeners tid. Når man tænker på, hvor indlysende en anledning til at stå sammen terrorangrebet 11. september var, bliver det næsten uudholdeligt at minde sig selv om, hvor meget der er gået galt, fordi USA's præsident hedder George W. Bush. Forhåbentlig vil et flertal af amerikanerne i dag give John Kerry chancen for at påbegynde genopretningsarbejdet.