EU-DEBATTEN i Danmark har hidtil været holdt i live af voldsomme uenigheder. Størst har mangfoldigheden været på nejsiden, hvor lidenskaberne har været spændt ud mellem et grundtvigiansk ideal om nærdemokrati og et nationalistisk ideal om suverænitet. Jasiden har desværre været langt mere monolitisk: Argumenterne har stort set været de samme, og jasigerne er derfor i vide kredse blevet afskrevet som en del af 'the Establishment'. Netop derfor er der grund til at være på vagt, nu da VK-regeringen har indgået et 'nyt nationalt kompromis' med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og ikke mindst Socialistisk Folkeparti. Forløberen fra 1992 har bestemt ikke været nogen succes til efterfølgelse. De fire forbehold, som blev godkendt af vælgerne i 1993, fremstår i dag som en parodi på det populære begreb 'fremtidssikring'. Næsten alt i Europa har udviklet sig anderledes, end politikerne var i stand til at forudse dengang kort efter Berlinmurens fald. Politiske aftaler, der ikke umiddelbart lader sig ændre af nye flertal - og som derved låser fremtidige politikere - bør derfor generelt undgås. ALLIGEVEL bør det nye kompromis hilses - forsigtigt - velkomment. Den nye aftale har nemlig ikke blot karakter af en videreførelse af de fire forbehold. Det nye kompromis rummer også forslag til områder, hvor den danske regering skal kæmpe for at styrke EU-samarbejdet yderligere. At aftalen ligeledes rummer flere forslag om det stik modsatte - altså nye forbehold - må så desværre være prisen for at have fået folkesocialisterne med i studehandlen. Det afgørende er imidlertid, at de større partier nu er blevet enige om, hvordan den nye EU-forfatningstraktat skal fortolkes i en dansk sammenhæng. Og dét bør bruges som en bred platform at være uenig ud fra. Japartierne vil nemlig komme til at stå i vejen for sig selv, hvis de fortsætter med at argumentere en bloc. De store partiers enighed om teknikaliteterne bør således ikke stå i vejen for at diskutere uenighederne om de overordnede linjer. Og med en svindende opbakning til nejbevægelserne kan man måske ligefrem håbe, at den kommende EU-valgkamp for første gang nogensinde vil blive domineret af inderligt uenige jasigere. Hvor ville dét dog være forfriskende: Jo flere forskellige argumenter for et ja, jo bedre.