DER VAR engang, hvor der var grund til at være stolt af Dansk Folkeparti. På trods af partiets hadefulde politik over for de etniske minoriteter, og på trods af partiets bagstræveriske europapolitik, så kunne man som dansker på ét afgørende punkt prale lidt af partiet: Pia Kjærsgaards parti gør meget ud af at være et helt igennem demokratisk parti. Dansk Folkeparti står værn om folkestyret og Folketinget, det afviser enhver form for antiparlamentarisme, det ikke så meget som flirter med voldelige eller autoritære metoder, og det har løbende ekskluderet nazister, der tiltrukket af partiets fremmedhad har meldt sig ind. Intet af det er nogen selvfølge. I det meste af Europa - fra det franske Front National over det hollandske Vlaams Blok til de tyske højreradikale - har lignende partier bestemt ikke holdt deres sti ren, hvad gammeldags udemokratisk højreorienterethed angår. Det er ikke altid, at partiets kritikere har haft øje for den side af Dansk Folkeparti, men den er der. Eller rettere: Den har været der. For selv om partiet stadig hylder vælgerflertallet og Folketingets suverænitet, så er Dansk Folkeparti begyndt at skeje alvorligt ud, når det gælder et andet og nok så afgørende element i folkestyret: den fri meningsdannelse. I TAKT med, at partiet har fået magt, er det begyndt at blive stadig grovere i sine krav om, at munden på dets kritikere skal lukkes. Eksemplerne på, at partiet forsøger at udøve meningskontrol, er blevet mere og mere hyppige. Lige nu er det Mellemfolkeligt Samvirke (MS), der skal stikke piben ind. Organisationen, der i årevis har arbejdet med minoriteternes situation herhjemme, har tilladt sig at støtte en underskriftsindsamling. Emnet? Et ønske om, at der endelig blev opført en moske i Danmark. Det vil Dansk Folkeparti ikke finde sig i, og partiet har i de seneste dage krævet, at MS øjeblikkeligt holder op med at »blande sig i indenrigspolitik«. Argumentet er, at MS får offentlig støtte. Det samme gælder nu rigtig mange af de foreninger og organisationer, der deltager i den offentlige debat herhjemme, ja, det gælder sågar Dansk Folkeparti selv. Forleden dag var det Dokumentationscenteret mod racisme og diskrimination, der skulle fratages sin høringsret, og forrige uge var det Institut for Menneskerettigheder, der dels skulle under tæt kontrol, dels skulle flyttes til Vollsmose, fordi det har kritiseret regeringen og DF's udlændingepolitik. At vor liberal-konservative regering lever på et national-populistisk partis nåde er ikke nyt. Men at det også må affinde sig med et støtteparti, der i stigende grad forfalder til autoritær retorik og praksis, er en ny udvikling, der bør bekymre alle ægte demokrater herhjemme.