STYRKEPRØVEN MELLEM Europaparlamentet og den kommende kommissionsformand, José Manuel Barroso, fortsætter. Konflikten er fuld af substans og kan, hvis den lander rigtigt, blive en gevinst for begge parter og dermed for EU som sådan. Udgangspunktet er Rocco Buttiglione, Berlusconis bud på en italiensk kommissær, der som højreorienteret katolik har udtalt sig på en måde, der skaber tvivl om hans egnethed til at stå for EU's vigtige arbejde med menneskerettigheder, antidiskrimination og tolerance. Parlamentets trumfkort er, at det har magten til at vælte hele kommissionen. Men Barroso kan henvise til, at Buttiglione er udnævnt af Italiens regering, og at det næppe kan være parlamentets opgave at drive meningskontrol med enkeltpersoner, der endnu ikke er tiltrådt og dermed endnu ikke har udført handlinger, de kan stå politisk til ansvar for. Og Barroso kan sætte trumf på ved at gøre gældende, at det ikke virker rimeligt at spærre hele kommissionen vejen på grund af én mands fejltrin. BAGGRUNDEN ER, at kommissionen har en dobbelt demokratisk legitimitet. På den ene side skal den godkendes af et direkte valgt Europaparlament. På den anden side er hvert enkelt medlem en demokratisk valgt regerings kandidat til posten. Den rigtige udgang på sagen bør derfor hverken være, at Buttiglione kasseres, eller at hele kommissionen underkendes. I stedet bør parlamentet imødekommes ved at give Buttiglione helt eller delvis andre opgaver, gerne parret med andre indrømmelser til et parlament, som kommissionen i det lange løb har al mulig grund til at gøre til sin allierede i europæisk politik. Lige nu prøver Barroso med mange ord og minimale indrømmelser at besnakke parlamentet, snarere end at forhandle med det. Parlamentets samlede venstrefløj står fast på, at det ikke duer. Afgørende for, hvordan dramaet slutter i næste uge, bliver formentlig den liberale midtergruppe i parlamentet. Når den - herunder dens danske medlemmer - beslutter sig, bør det huskes, at det ikke kun handler om Rocco Buttiglione. Hvis parlamentet spiller sine kort rigtigt, bør det kunne opnå ikke bare en sejr i vigtige værdispørgsmål, men også en demokratisk gevinst i form af mere indflydelse. Forhåbentlig kan de normalt meget EU-konstruktive liberale se perspektivet. Kan de det, vil det tvinge Barroso til at give indrømmelser, der dybest set er i hans egen interesse.