TYSKLAND har i Karlsruhe en særdeles aktiv forbundsforfatningsdomstol. Den skal våge over den tyske forfatning og beskytte landet mod at ende i et diktatur, som det skete med Hitler i 1930'erne og med DDR fra 1949 til Murens fald 40 år senere. Denne domstol benyttede tidligere på ugen en dom om samkvemsret fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg til at fastslå, at grundloven stadig er det ultimative grundlag for enhver retskendelse i Tyskland. Karlsruhe sagde præcis det samme i 1993, da man godkendte Maastrichttraktaten, men fastholdt, at EF-domstolen ikke har forrang for tysk ret. DE TO afgørelser er vigtige for vores forståelse af det europæiske samarbejde. Uanset Maastrichttraktat, uanset Europaråd, og uanset om EU skulle få et fælles traktatgrundlag, så består EU-samarbejdet af selvstændige stater med hver sit urokkelige forfatningsgrundlag. Et Europas forenede stater findes ikke. Det burde få betydning for den kommende debat om den 'EU-forfatning', der netop understreger menneskerettighederne i EU's samarbejdsgrundlag. Danmarks Højesteret har med to stærke markeringer i henholdsvis 1996 og 1998 sagt det samme som den tyske domstol. I 1996 tillod Højesteret en gruppe danskere at anlægge sag mod statsministeren for at have krænket grundloven ved at underskrive Maastrichttraktaten. Hermed stadfæstede Højesteret, at internationale traktaters gyldighed kunne prøves ved landets øverste retsinstans. Grundlovssagen nåede Højesteret i 1998. Her lød dommen, at Maastrichttraktaten ikke krænkede vores grundlov. KARLSRUHE-dommen siger, at tyske domstole skal respektere Den Europæiske Menneskeretsdomstol, hvis domme i princippet er bindende for de 46 medlemslande. Det skal forstås sådan, siger man i Karlsruhe, at Strasbourgdomstolens afgørelser er retningsgivende for, hvordan tyske love skal fortolkes. En tysk højesteret kan følge dens dom eller gå imod den, men i begge tilfælde skal den tage hensyn til menneskeretsdomstolens kendelse. Et brugbart kompromis mellem suverænitet og international lighed for loven.