EUROPARÅDETS menneskeretskommissær, Alvaro Gil-Robles, fastholder sin kritik af de danske familiesammenføringsregler. Med god grund. I sit seneste brev til VK-regeringen pointerer han, at 24-års reglen - kombineret med tilknytningskravet - principielt strider imod den europæiske menneskeretskonvention. Skønt regeringspartierne og Socialdemokraterne pr. automatik afviser kritikken, tyder deres afvisningsforsøg dog på, at de så småt er ved at erkende, at de danske regler bygger på diskrimination. I stedet for blot at argumentere for, at reglerne ikke diskriminerer, argumenterer regeringspartierne og Socialdemokraterne nemlig i stigende grad for, at menneskerettighedskrænkelser er acceptable. Mindst tre forskellige modværgeargumenter florerer, for overskuelighedens skyld kan de kaldes for 'nyhedsargumentet', 'eksilargumentet' og 'dispensationsargumentet'. Lad os tage det dårligste argument først, 'nyhedsargumentet': Kritikken er blot en gentagelse, lyder det fra Socialdemokraternes udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard. Hun afviser altså Gil-Robles' kritik alene med den begrundelse, at kritikken er velkendt. Bertel Haarders kommentar lyder blot: »Jeg tror, jeg har sagt, hvad der er at sige«. Det andet modværgeforsøg - 'eksilargumentet' - tager afsæt i, at reglerne kun opleves som en krænkelse af retten til familieliv, fordi enkelte danskere har taget sig den personlige frihed at insistere på, at de vil bo i Danmark med deres nye ægtefælle. Men hvem har sagt, at de universelle menneskerettigheder også skal gælde lige nøjagtig i Danmark? Menneskerettighederne gælder jo så mange andre steder, f.eks. i Sverige. Derfor kan folk bare flytte over Øresund, hvis de partout vil bo sammen deres fremmede ægtefælle. Hokuspokus: Menneskerettighedskrænkelsen er sendt i eksil. Det tredje modværgeforsøg - 'dispensationsargumentet' - tager afsæt i, at reglerne diskriminerer nogle ganske få. Men så længe myndighederne rent administrativt formår at dispensere for disse undtagelser, ja, så findes der ikke noget problem. Dét er den linje, som Institut for Menneskerettigheder på det seneste har sanktioneret. Men som Alvaro Gil-Robles antyder i dagens avis, er der stadig tale om en næsten totalitær logik: »Loven går ud fra, at alle unge fra 24 år og ned bliver gift mod deres vilje. Loven skulle vendes om, så den går ud fra, at alle ægteskaber er frivillige, medmindre der er grund til at tro, at der er tale om ufrivillige ægteskaber«. Gil-Robles har dermed ikke kun ret i sin konkrete kritik, men også i sine konstruktive anbefalinger. Desværre vil det nok kræve en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, før regeringspartierne og Socialdemokraterne offentligt erkender den implicitte præmis for deres modværgeargumenter: at familiesammenføringsreglerne reelt krænker menneskerettighederne.