FN'S GENERALSEKRETÆR, Kofi Annan, har stemplet Irakinvasionen som ulovlig, fordi den blev gennemført uden mandat fra FN. Et af de lande, som var med i den ulovlige, USA-ledede invasion, var Danmark. Og nu får Danmark plads i FN's Sikkerhedsråd. Hermed er en konflikt i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik blevet accentueret: Satser vi på den internationale retsorden under FN, eller vælger vi at tænke magtpolitisk og lægge os ind under, hvad verdens eneste aktuelle supermagt, USA, beslutter sig for? Vi valgte det sidste, da Irak blev invaderet, men havde vi også gjort det, hvis vi ved krigens udbrud havde været medlem af Sikkerhedsrådet? Det havde været langt sværere, og det havde udstillet det lille lands dilemma for alverden. Hvor 'aktiv' en udenrigspolitik kan et kongerige med fem millioner indbyggere tillade sig at føre? Kan Danmark én eneste gang mere holde til at være så 'aktiv', at vi bryder verdenssamfundets love? Nej, det kan vi næppe. Og således betyder vores nyvundne medlemskab af Sikkerhedsrådet først og fremmest, at det er tid til besindelse. Paradoksalt nok er det snarere lille Danmarks store begrænsninger, medlemskabet accentuerer, end det er vores vældige indflydelse. MEN NÅR BESINDELSEN har indfundet sig, og vi er kommet 100 procent tilbage på FN-sporet, så giver de to års plads i Sikkerhedsrådet naturligvis et betydeligt ansvar og en platform for fremme af danske mærkesager. Det gælder ikke mindst på ulandshjælpens og miljøets område. Men vi kommer også til at sidde med helt fremme, når en række kontroversielle beslutninger skal træffes, det være sig angående mulige 'humanitær interventioner' (i f.eks. Sudan), sanktioner mod det atomvåben-udviklende Iran, eller globale former for terrorbekæmpelse. Selve FN's organisation og sammensætning kommer også til at stå højt på dagsordenen i vores to år som medlem af Sikkerhedsrådet. Organisationen afspejler verden, som den så ud i 1945, og bliver den ved med det, så bryder den gradvis sammen - til langt større skade for små lande end for store. Danmark kan ikke ændre verden med to års medlemskab af verdens mest magtfulde organ. Men vi kan give et lille puf i den rigtige retning - hvilket i FN-forstand ikke er den retning, vi de senere år har puffet i. Og når vi ud på efteråret 2006 skal være med til at udpege en ny FN-generalsekretær, så er vi måske nået så langt, at vi varmt går ind for en kandidat, der ligesom Kofi Annan vil turde fastholde også verdens eneste supermagt - og dens små allierede som f.eks. Danmark - på den internationale retsordens forpligtende grund.