FOR BARE syv år siden var Tyrkiet et samfund, der var så kraftigt styret af et stærkt militær, at det tilsidesatte demokratiet og fjernede en regering, der blev opfattet som værende 'for islamisk'. Så sent som i 1980'erne og 1990'erne rasede en blodig krig mellem den tyrkiske statsmagt og det kurdiske PKK, som kostede 30.000 mennesker livet, førte til massive flygtningestrømme til blandt andet Danmark, omfattede undertrykkelse og tortur mod kurdere og drev tyrkisk økonomi ud i et voldsomt uføre. Så sent som i 1999 mistede 20.000 mennesker livet ved et jordskælv i millionbyen Istanbul, og det afdækkede et korrumperet politisk system, der var ude af stand til både at forebygge og siden hen håndtere katastrofen. I 2001 hærgede en økonomisk krise, der indtil for bare to år siden var så omfattende, at inflationen var på 45 procent. I dag står vi over for et helt andet Tyrkiet. Ønsket om EU-medlemskab har virket som en katalysator for det politiske system, der siden november 2002 har været anført af det islamiske parti AK under ledelse af Recep Tayyip Erdogan. Gennem de seneste 22 måneder har han stået for en reformkurs, der i international presse er blevet fremstillet som de største omvæltninger, siden Kemal Atatürk lagde grundstenen til det moderne Tyrkiet på resterne af det osmanniske rige. Militærets rolle er blevet voldsomt reduceret, økonomien har det langt bedre og viste i første halvår en vækst på 13,5 procent, retssystemet er blevet reformeret i retning af europæiske standarder med afskaffelse af dødsstraf, og den tyrkiske regering har over for den kurdiske befolkning iværksat reformer, der viser en forståelse af, at Tyrkiet består af andre befolkningsgrupper end tyrkere. Nogle iagttagere taler ligefrem om, at der er foregået en 'revolution' over de senere år. Processen begyndte, før AK kom til magten, men er fortsat og forstærket. ALT DET betyder ikke, at Tyrkiet er i mål som et stabilt demokratisk system. Der er fortsat store problemer i forhold til respekten for menneskerettigheder, korruption og - også i handling - forbedring af situationen for landets 12 million kurdere. Oveni kommer omfattende fattigdomsproblemer. Men udviklingen viser, at Tyrkiet er stærkt på vej til en omstilling af sit samfund i en retning, som gør Europa til et bedre og mere stabilt sted at være, og i stigende grad er i stand til at tage sig af sine egne. Præcis som det er sket i mange af de lande, der indtil for få år siden udgjorde en del af koldkrigstidens Østblok, og som for en stor dels vedkommende nu er medlemmer af EU. Med sin anbefaling af at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet viste EU-kommissionen, at det samme kan ske for Tyrkiet, og det er et entydigt positivt signal. Og det er et signal, der på alle måder er i EU-kredsens egen interesse, fordi stabilitet og demokrati er det, der er den bedste garanti for europæernes egen sikkerhed og økonomisk fremgang. Med blik for situationen i Afghanistan og Irak, hvor en amerikansk ledet koalition forsøger at gennemtvinge demokrati med magt, viser udviklingen i Tyrkiet tilmed perspektiverne i den langt mere fredsommelige europæiske model: at stille politiske krav for at kunne nyde frugterne af fredelig sameksistens. Derfor er det naturligvis også et entydigt glædeligt signal, der nu udgår fra EU-kommissionen, og som bør føre til, at der efter det kommende EU-topmøde i december sættes fart på den Tyrkiet-proces, der jo blev iværksat for fire årtier siden. Det understreger tilmed, at EU ikke er en kristen klub, hvor religion dikterer medlemskredsen. Ligesom udviklingen i Tyrkiet i øvrigt kan virke som et eksempel til efterfølgelse for andre muslimske lande, der i disse år fører en heftig debat om mulighederne for at kombinere islam med demokrati - på samme måde, som europæiske kristendemokrater i øvrigt i sin tid førte en lignende debat. MEN KAN vi være sikre på, at den positive udvikling i Tyrkiet fortsætter, lyder det ofte fra modstandere og skeptikere af tyrkisk medlemskab. Der findes ikke noget entydigt svar, men det er også unødvendigt. Når der ikke straks optages forhandlinger om tyrkisk medlemskab her og nu, så er det jo netop udtryk for, at landet ikke er klar til EU-medlemskab. Processen kan til enhver tid sættes i stå, og selv efter et medlemskab skal landene jo altså vedvarende opfylde grundlæggende krav om respekt for fælles europæiske værdier. Det betyder ikke, at landene absolut skal være enige om alt, for EU er ikke skabt for at sikre ensretning og ensartethed. Der vil stadig være - og skal være plads til - forskelligheder, ligesom der jo også er det i den eksisterende EU-kreds, hvor abort eksempelvis er forbudt i nogle lande, men tilladt i de fleste andre. Det afgørende er respekten for grundlæggende rettigheder, og her er Tyrkiet på ret kurs. Det er nu op til den tyrkiske ledelse at gribe muligheden - og os andre at give den. Og give den i en form, så Tyrkiet kan se frem til mere end et andenrangsmedlemskab.