PREMIERMINISTER Tony Blair var en presset mand, da han i går gik på talerstolen på Labours årlige møde i Brighton. Set fra et amerikansk og britisk synspunkt går krigen i Irak ikke godt, og store dele af fodfolket og parlamentsgruppen i Labour er imod. Indenrigspolitisk har premierministeren skuffet dele af Labours kernevælgere, og han står over for et vanskeligt suppleringsvalg i morgen i en af partiets historiske højborge Hartlepool. Glansen er med andre ord gået af premierministeren, der for blot to år siden kunne gå på vandet, og kommentatorer står i kø for at anbefale ham at træde tilbage. Det store spørgsmål er, hvad der kommer i stedet, og svaret på det har også betydning ud over Storbritanniens grænser. Tony Blair er f.eks. den europæiske leder, der i en situation præget af voldsomme uoverensstemmelser mellem USA og vigtige europæiske magter som Frankrig, Tyskland og Rusland formår at holde forbindelserne over Atlanten åbne. Det er vigtigt, for Europa har brug for USA - og omvendt. I talen i går bebudede han også et større britisk engagement i forsøget på at løse konflikten i Mellemøsten. Det vil være et godt bidrag, for både USA og Israel vil lytte mere til Blair end til andre europæiske og angiveligt proarabiske ledere. I forhold til Europa har Storbritannien - og resten af Europa - fortsat brug for Tony Blair. De aktuelle toner fra Tony Blairs konservative rivaler er en nationalistisk og fremmedfjendsk talestrøm, der fører Storbritannien tilbage til de værste år under premierminister Margaret Thatcher. Og forude venter en vanskelig folkeafstemning i Storbritannien for eller imod EU's forfatningstraktat. INDENRIGSPOLITISK satte Tony Blair sig før sin første valgsejr for at genoprette og modernisere de dele af velfærdsstaten, Margaret Thatcher havde brudt ned. Men Labours kernevælgere venter mere på vigtige områder som undervisning og sundhed. Meget positivt er sket her, hvilket Blairs mange kritikere har tendens til at glemme. Men han skal blandt andet levere bedre skoler og bedre hospitaler for at fastholde magten, for han kan ikke regne med til evig tid at have uduelige konservative ledere som modstandere, og uro i Labour om den politiske linje vil gøre ham til en svag leder.