PÅ FN's generalforsamling talte mange lande, herunder Danmark, for en reform af verdensorganisationens struktur, så den bedre kan møde de udfordringer, en globaliseret verden stiller os over for. Det lyder indlysende. Vi har i århundreder diskuteret, hvad vi i hver enkelt nation opfatter som offentlige goder. Nu må vi på verdensplan tage spørgsmålet om globale offentlige goder op - goder, der kun kan skaffes til veje ved en samordnet fælles politisk indsats. Men vejen hertil er lang og stenet. Neoliberale og isolationistiske kræfter i FN's stærkeste medlemsland, USA, og nationalistiske regeringer i mange dele af verden deler desværre på dette punkt interesser med autoritære regimer og diktaturstater, der frabeder sig enhver indblanding i egne anliggender. USA forbeholder sig ret til at handle unilateralt i alle spørgsmål fra krig til miljø. Når en sådan udenrigspolitik ledsages af en ideologi, der giver frie markedskræfter forrang, har man opskriften på internationalt anarki. DERFOR er det en kamp op ad bakke for tilhængerne af globalt samarbejde i FN. Første slagmark bliver en reform af FN's Sikkerhedsråd. En række lande har med Tyskland som drivende kraft foreslået, at de store lande i Syd får faste pladser i rådet. Det er vigtigt, at mange flere betydningsfulde nationer påtager sig et ansvar for verdens sikkerhed, ikke bare mod krig og terror, men også på alle de 'bløde' områder, der har med menneskerettigheder, fattigdom, miljø og udvikling at gøre. De er beskrevet i FN's såkaldte 2015-mål, som med garanti ikke bliver opfyldt, hvis ikke langt flere rige lande tager sig alvorligt sammen, bl.a. ved at øge deres ulandsbistand drastisk. Endnu længere ude i horisonten ligger problemet med at inddrage de efterhånden utallige transnationale kræfter, fra ngo'er til multinationale firmaer og sociale bevægelser, der i dag optræder selvstændigt på verdensscenen. Før eller siden må de inddrages i verdensorganisationens arbejde, hvis globaliseringen skal styres af politiske kræfter, ikke af tilfældigheder. FN trænger derfor til en hovedreparation, der sikrer, at verdens folk på en ganske anderledes tydelig måde føler sig repræsenteret i verdensorganisationen. Klodens fremtid er et globalt anliggende.