DEN LANGE slutspurt i det amerikanske præsidentvalg er i gang. Den demokratiske udfordrer, John Kerry, valgte i denne uge at gøre Irak til et hovedspørgsmål og gik frontalt til angreb på præsident Bush og hans skønmaleri af udviklingen i landet. Kerrys beslutning er rigtig, men den er også et udtryk for, at præsident Bush får lov til at udkæmpe valget på sin trods alt stærkeste front: Spørgsmålet om, hvem der bedst kan forsvare amerikanerne mod allehånde trusler i tiden efter 11. september. I betragtning af at Irak producerer nye terrorister i hobetal, i betragtning af at ikke bare Irak, men også Afghanistan er ved at falde fra hinanden, i betragtning af at Osama bin Laden er endt som et terrorikon på fri fod, og i betragtning af hvor effektivt præsident Bush har forskertset al den internationale sympati, som USA fik efter 11. september, kan det undre, at kampen mod den globale terrorisme er præsidentens bedste kort. For som Kerry med stigende skarphed og klarhed påpeger det, ligner Irak ikke bare mere og mere en blindgyde i sig selv: I forhold til krigen mod terrorisme er Irakbesættelsen et kontraproduktivt vildspor. Kun hvis man betragter netværksterrorismen som en trods alt overskuelig trussel - hvad Bush bestemt ikke gør - lader opgøret med statsterroristen Saddam Hussein og gamblingen med Iraks fremtid sig forsvare. NÅR DEN nationale sikkerhed er Bushs bedste kort, hænger det sammen med, at han ikke har andre. Det længe ventede økonomiske opsving er tøvende og usikkert, og den amerikanske jobmaskine er ikke for alvor kommet i gang igen. Samtidig har præsidentens egne beslutninger - først og fremmest det gigantiske budgetunderskud og de ikke mindre gigantiske skattelettelser til de allerrigeste amerikanere - undermineret grundlaget for fremtidig økonomisk vækst. Dollarens genvordigheder og USA's enorme handelsunderskud fuldender billedet af en økonomisk uansvarlighed, som kun USA's status som økonomisk supermagt gør mulig. Når der ikke er valgkamp, lægger Bushfolkene knap nok skjul på, at formålet med de ufinansierede skattelettelser er at underminere de efter europæisk målestok beskedne amerikanske velfærdsordninger. DET ER bestemt ikke kun uden for USA, at opgøret mellem Bush og Kerry anses for skæbnesvangert. Valgkampen i USA har været mere mobiliserende og polariserende end længe. Når så mange amerikanere, der ikke har deltaget i de sidste mange valgkampe, denne gang gør deres - og gør det for Kerry - er det ikke mindst af indenrigspolitiske grunde. Som det fremgik af lørdagsavisen, engagerer både yngre forfattere og ældre rockmusikere sig i kampagnen mod Bush. Stribevis af borgergrupper, der arbejder uafhængigt af Kerrys kampagne, forsøger overalt i USA at få flere amerikanere til at lade sig registrere som vælgere. Som Bushs tvivlsomme sejr i 2000 viste, er valgretten desværre ikke nogen ukompliceret selvfølge i USA. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange moderate, centrumssøgende, ja, ligefrem apolitiske amerikanere der beskriver præsidentvalget som det mest afgørende siden 1930´erne. UD OVER udenrigspolitikken og det økonomiske ulighedsmageri er der én faktor, der skræmmer Bushs modstandere: Det er den målrettede kynisme, der præger Bushs embedsførelse i al almindelighed og hans misbrug af den nationale tragedie 11. september i særdeleshed. Det allermest skræmmende er, at samme kynisme har virket i valgkampen. Når Bush lige nu er lidt foran i de fleste meningsmålinger, er hovedårsagen en målrettet tv-smædekampagne om Kerrys indsats som officer under Vietnamkrigen, der åbenlyst om end indirekte er tilrettelagt af Bushlejren. Kampagnen er en løgn, som ikke engang Bush selv hævder at tro på. Men ligesom det før Irakkrigen lykkedes at bilde et flertal af amerikanere ind, at Saddam Hussein havde noget med 11. september at gøre, så er der lige nu et stort flertal af amerikanere, der tror, at Kerry har noget at skjule om sin højt dekorerede indsats i Vietnam. Man kan i høj grad diskutere, hvor megen vægt de to kandidaters militærtjeneste i en fjern fortid bør tillægges. Men at en dokumenteret heltefortid nu er blevet lige så stor en belastning for Kerry som Bushs helt åbenbare fravalg af patriotisme i samme situation , er et grotesk billede på, hvad skamløse spindoktorer nogle gange kan slippe godt fra. HIDTIL ER Bush sluppet forbløffende godt fra sine kyniske forenklinger og massive fortrængninger af store dele af en genstridig virkelighed. Succesen kan ikke længere forklares med mange penge. Kerry har alle de penge og al den opbakning, han har brug for. Valgkampens hidtidige forløb frister til den forstemmende konklusion, at selve kynismen - den målrettethed, hvormed Bushlejren tilsidesætter alle andre hensyn i en valgsejrs tjeneste - er præsidentens største styrke. Den kendsgerning, at Bush ikke selv er udstyret med noget, der bare ligner tvivlens nådegave, spiller desværre kun alt for godt sammen med en kampagne, der sætter nye, lave standarder i amerikansk politik. Kerrys fornyede aggressivitet tyder på, at han er sig både ansvaret og opgavens vanskelighed bevidst. Verden kan kun håbe på, at det lykkes for ham.