VORES AFMAGT over for løssluppen vold, der rammer uskyldige i flæng, har fået endnu et ansigt. Billederne af rædselsslagne, sårede, halvnøgne og blødende børn, der klynger sig til deres forældre eller andre voksne, i vild flugt fra deres inferno-ramte skole, er nærmest ubærlige, her på flere tusind kilometers afstand af tragedien. Hvor forfærdeligt det må være for dem, der er del af et mareridt, der har varet flere dage, og som i går sluttede i et blodigt, kaotisk og uhyggeligt langstrakt klimaks, er næsten umuligt at forestille sig. Ligesom 11. september 2001 i New York og 11. marts i Madrid er det følelsen af ondskabens grænseløshed, der melder sig først. Hvad er det, der kan retfærdiggøre at true uskyldige børn på livet, at holde dem som gidsler, at omkranse dem med bomber, at afskære dem fra livets fornødenheder og fra deres nærmeste, for til sidst at dræbe i flæng i ildkamp med sikkerhedsstyrkerne? Hvilken sag og hvilken desperation kan retfærdiggøre en sådan foragt for uskyld og menneskelighed? Ingen, naturligvis. RUSLANDS SÆRLIGE bidrag til terrorens efterhånden kun alt for velkendte, afskyvækkende ansigt er kaos, inkompetence og en slags skødesløs brutalitet. Ligesom vi endnu ikke kan sætte præcise tal på det tilsyneladende skræmmende store antal ofre, så ved vi heller ikke præcis, hvad det var, der fik gidseldramaet og stormen på skolen til at køre så fuldstændig af sporet. Angrebet på skolen var ikke planlagt, siger de russiske myndigheder. Det daglange skyderi og kaos i Beslan bekræfter til fulde, at det forholder sig sådan. Men at myndighederne ikke har været i stand til at holde området afspærret, at fraværet af nødhjælp og ambulancer var åbenlyst, på trods af at dramaet har varet i flere døgn, at en større gruppe gidseltagere tilsyneladende kunne undslippe samt hele det langtrukne slutspil understreger alt sammen, i hvor ringe grad den russiske statsmagt er sin opgave voksen. Da gidseldramaet i oktober 2002 på Dubrovka-teateret i Moskva sluttede, viste det sig, at langt de fleste ofre var dræbt af de russiske sikkerhedsstyrker. Vi ved endnu ikke, om det element også var en del af slutspillet i Beslan. Under alle omstændigheder ændrer det intet ved terroristernes ansvar for deres ryggesløse gidseltagning. Men i et Rusland, der er ramt af en stribe terroraktioner på få dage, kan det forstærke indtrykket af en præsident og en statsmagt, der står magtesløse over for en eskalerende trussel. TJETJENIEN RIDER Rusland og præsident Putin som en mare. Allerede præsident Jeltsin mistede afgørende politisk legitimitet, da han slap den første tjetjenske krig løs - og tabte den. Men han havde dog format til at acceptere sit nederlag og give tjetjenerne en slags de facto-selvstændighed og et enkelt, frit valg. Men problemet var ikke løst, og Putin skabte sin politiske karriere på ryggen af den anden tjetjenske krig, som Rusland har vundet militært, men åbenlyst ikke kan vinde hverken politisk eller menneskeligt. Undervejs er massiv russisk statsterror blevet mødt af stadig mere uhyggelig tjetjensk terrorisme, samtidig med at rene forbryderbander på begge sider er blevet en stadig større del af en situation, der er endt i en på alle måder tragisk blindgyde. Før gidseltagningen i Beslan endte som et blodbad, var der bittesmå tegn på, at Vladimir Putin måske er ved at indse, at hans både brutale og uforsonlige politik ikke er vejen frem. For det første satte Rusland torsdag for første gang spørgsmålet på Sikkerhedsrådets dagsorden. Det skete for at få både den solidaritet og det råderum i kampen mod terroren, som USA fik efter 11. september. Men spørgsmålet er, om initiativet ikke også kan føre til den internationalisering af konflikten, der er brug for. Samtidig så det ud, som om russerne måske for første gang var villige til at bruge Tjetjeniens folkevalgte leder, Aslan Maskhadov, som mellemmand i et forsøg på at redde børnegidslerne. KATASTROFEN I Beslan er i det perspektiv ikke bare en i sig selv ubærlig tragedie. Den er - i hvert fald på kort sigt - egnet til at fastlåse Putin i en fornyet stejlhed, der hverken vil kunne forhindre terror eller åbne mulighed for en løsning på det tjetjenske problem. Lige nu frygter russerne, at tjetjenerne har fået hjælp af uspecificerede arabere, og at landet dermed er blevet mål for international, islamisk terror. Verdens forfærdede reaktioner og selvfølgelige solidaritet med det hårdt prøvede land kan bestyrke dem i den opfattelse. Hvor vigtig en konsekvent og effektiv international bekæmpelse af terroren end er, må den dog ikke sløre, at Rusland først og fremmest er fanget i en kaukasisk fælde, der mere minder om en forgiftet og fornægtet kolonikrig end om en del af opgøret med al-Qaeda. Vi vil sent glemme billederne af rædsel og kaos i Beslan. Forhåbentlig vil Ruslands sorg og vrede ikke standse ved den nødvendige jagt på dem, der har ansvaret for udåden. Forhåbentlig - men håbet er efter endnu en morderisk tragedie så spinkelt som nogensinde - vil tragedien også kunne modne russerne til at tage skridt væk fra fortidens brutale løsninger og udsigtsløse kompromisløshed. Måske. Forhåbentlig. Engang. Lige nu er det rædslen dér og medfølelsen hér, der fylder billedet.