NU SKAL VI være de sidste til at påskønne præsters forsøg på at tage kontrol med deres samfund. Men natten mellem torsdag og fredag gjorde den irakiske stor8ayatollah Ali al-Sistani sit land en kæmpemæssig tjeneste, som påkalder sig sympati. Da han talte sin yngre og stærkt aggressive præstekollega Muqtada al-Sadr til ro, gav det byen Najaf en chance for forsoning efter tre ugers krig. Men deres 'fredsaftale', som endnu mangler at vise sin duelighed, opridser også et magtforhold blandt Iraks shiamuslimer og nogle principper for Iraks udvikling, som i bedste fald kan give det arme land en chance for en fredeligere udvikling. For det første gør aftalen det klart, at hierarkiet i Iraks shiasamfund består. Den øverste storayatollah, Ali al-Sistani, fastholder den moralske autoritet - og den unge prædikant og konfliktskaber al-Sadr accepterer at indstille sin gidseltagning af en muslimsk helligdom som udgangspunkt for væbnet oprør. For det andet accepterer al-Sadr opmuntrende, at Irak skal have et demokratisk valg. For det tredje aftaler de to - med overgangsregeringens tilslutning - det gode princip, at lov og orden i Najaf skal sikres ved hjælp af irakisk politi, ikke ved indblanding af amerikanske soldater. Jo mere det således vil lykkes Iraks egne kræfter at enes om respekt for landets egne politistyrker, des mere vil det reelt styrke udsigten til, at Irak kan sige farvel til de udenlandske styrker i landet. Det bør USA aktivt anerkende. AL-SADR MANGLER stadig at give sin tilslutning til en generel politisk demokratisering. Hans milits er ikke nedlagt, og den velbegrundede frustration og vrede, som han har brugt til at forvandle arbejdsløse unge til skydeglade fanatikere, har stadig sin grobund. Men storayatollah al-Sistani fraråder, at det irakiske præsteskab - inklusive al-Sadr - forsøger at tage kontrol med Iraks politiske udvikling. Hans begrundelse påkalder sig måske ikke umiddelbart sympati, når han finder politik under præsters værdighed, men det turde dog være konkret velbegrundet, når han ikke finder præsteskabet rustet til at påtage sig Iraks øverste politisk-administrative ansvar. Og hans konklusion er opmuntrende. Al-Sistani vil fastholde et skel mellem staten og moskeen, mellem politik og præsteskab, og selv holde sig til moralsk rådgivning. De råd, storayatollahen sent torsdag gav sin unge militante kollega, var gode. Hvis flere ayatollaher, store som små, ville insistere på besindighed, kunne Irak måske hjælpe sig selv til at gennemføre den politiske og sociale genopbygning, som det uafsluttede og skandaløse efterkrigsforløb hidtil ikke har tilladt.