»DANSKERE under 40 år kan godt begynde at indstille sig på en større reform af folkepensionen og en afskaffelse af retten til efterløn, hvis velfærdssamfundet skal sikres på længere sigt«. Sådan lød den modige udmelding i ugens løb fra Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt. Men den fik ikke lov at stå i mange sekunder, førend Mogens Lykketoft fik den viftet bort som en flue, der havde sat sig på næsen. »Debatten er malplaceret«, lød det fra partiformanden. Malplaceret? Jamen, har partiformanden da glemt, at der i de kommende årtier kommer 400.000 flere ældre, og at arbejdsstyrken falder med 100.000? Har han glemt, at fremtidens ældre vil være mere privilegerede end nogensinde? Og har han glemt, at der er mere perspektiv i at bruge penge på de svageste og på uddannelse og forskning frem for at betale sund arbejdskraft for at trække sig tilbage? Næppe, men han har heller ikke glemt efterlønssagen fra 1998. Og det er dén, der er hans generation af socialdemokraters store, åbne blødende sår. Og det er dén, der gør, at Lykketoft-generationen ikke tør tale om efterlønsreformer af frygt for, at vælgerne vil flygte i hobetal igen. LYKKETOFT & Co. begår imidlertid en stor fejl. Læren af efterlønssagen er nemlig ikke, at vælgerne er bange for velfærdsreformer. Læren er, at vælgerne gerne vil informeres i god tid, før man gennemfører de nødvendige reformer. Og er det ikke netop det, som Helle Thorning-Schmidt og andre unge socialdemokrater før hende gør, når de taler om, at efterlønnen og folkepensionen skal begrænses for personer, der er født efter 1965? En ting er, at Mogens Lykketoft ikke tør reformere de velfærdsordninger, som hans egen generation skal nyde godt af. Men kæden ryger af, når han vil forhindre den unge generation af S-politikere i at debattere et opgør med de ordninger, som den unge generation selv skulle have andel i engang. SOCIALDEMOKRATERNE har én gang for alle markeret, at man ikke er med på det hold, der vil argumentere for velfærdsreformer, der begrænser privilegeredes adgang til velfærdsordninger. Det er muligt, at denne linje vil berolige en række ældre kernevælgere, men ikke sikkert. En ny undersøgelse viser f.eks., at andelen af danskere, der vil hæve efterlønsalderen, er vokset fra 23 procent i 1998 til 44 procent i 2003. Store dele af befolkningen er altså indstillet på reformer, det samme gælder unge socialdemokrater og de radikale. Men S-partitoppen? Den finder debatten »malplaceret«!