UMIDDELBART er den aktuelle strid om den såkaldte 24-års regel mellem Socialdemokraterne og de radikale ganske logisk: Socialdemokraterne har for sin part erkendt, at de senere års massive vælgersivning til Dansk Folkeparti kun kan stoppes ved at acceptere VK-regeringens stramninger på udlændinge- og flygtningeområdet. Derfor lover S-formand Mogens Lykketoft igen og igen, at blandt andet 24-års reglen - som forhindrer alle danskere under 24 år i at gifte sig med udlændinge - vil stå ved magt efter et regeringsskift. Det Radikale Venstre mener for sin part, at de fortsat kan vinde vælgere ved at kræve en ubetinget overholdelse af de internationale menneskerettighedskonventioner - ikke mindst som kontrast til netop Socialdemokraternes udlændingekurs. De radikale har brug for debatten, hvilket også er årsagen til, at Marianne Jelved nu turer frem med kravet om, at aldersgrænsen skal sænkes til 18 år, hvis partiet atter skal kunne danne regering med Socialdemokraterne. I udgangspunktet har begge partier meget at vinde, nemlig den brede vælgeropbakning, der skal sikre dem regeringsmagten efter næste folketingsvalg: Mens de radikale går på strandhugst blandt såkaldt 'anstændige borgerlige', holder Socialdemokraterne skansen over for pianisterne i Dansk Folkeparti. Denne knibtangsmanøvre vil selvsagt løbe ind i problemer, hvis tilstrækkeligt mange potentielle vælgere - alene på grund af den trods alt snævre debat om 24-års reglen - mister troen på Socialdemokraterne og de radikale som troværdig koalitionsregering og derfor vælger at stemme på et borgerligt parti. Men hvis man tager i betragtning, på hvor mange andre områder S og R reelt og principielt er dybt uenige, så burde 24-års reglen ikke i sig selv kunne afgøre valget. EFTER EN eventuel valgsejr vil Socialdemokraterne og de radikale ikke desto mindre være nødt til at nå til en eller anden form for enighed. Og derfor kan det give god mening at svække kritikerne ved at komme hinanden lidt i møde. Om ikke andet så for at kunne sætte nogle offensive emner på dagsordenen nu. Bag symbolpolitikken handler kontroversen om, hvordan der kan sættes en stopper for tvangsægteskaber mellem herboende indvandrere og unge, som forældrene har udvalgt - i frihedens og kvindefrigørelsens navn. Uanset problemets omfang bør det være muligt at strikke en lovpakke sammen, der mere direkte end det nuværende almene forbud rammer tvangsægteskaber. Det er helt uacceptabelt, at man straffer hele befolkningen for at få has på et afgrænset problem. Samtidig er man nødt til at konfrontere problemet. S og R bør derfor sætte sig sammen og udforme en fælles udlændingeplatform, der konkret og praktisk anviser målrettede sanktionsmidler over for tvangsægteskaber - i form af øget rådgivning, retshjælp og skærpede straffe. Begge partier ville også bedre kunne føre knibtangsmanøvren i dybden, hvis de fremlagde en samlet og troværdig indsats over for tvangsægteskaber, der på én og samme tid levede op til konventionerne og overtrumfede regeringen i retspolitisk konsekvens.