USA ER OPTAGET af sit præsidentvalg og af krigene i Afghanistan og Irak. Europa har i Palæstinakonflikten lagt sig i kølvandet på USA og venter på at se, hvem der bliver den næste præsident. Palæstinenserne er optaget af magtkampe. Ikke mellem Yassir Arafat og hans modstandere - for han er som person næsten urørlig. Det er en magtkamp mellem på den ene side den gamle garde af politikere og chefer for hans sikkerhedstjenester, som han bragte med sig fra eksilet i 1994 og fortsat omgiver sig med - og på den anden side den yngre generation af palæstinensiske ledere, der ønsker, at Arafat skal gennemføre et systemskifte. Alt imens fortsætter Israels ministerpræsident, den utrættelige Ariel Sharon, med at udbygge de israelske kernebosættelser på den besatte Vestbred. Senest har regeringen offentliggjort planer om at bygge yderligere 600 boliger i Ma'ale Adumim, en by på cirka 25.000 indbyggere, der ligger mellem Jerusalem og Dødehavet. Det er i modstrid med internationale konventioner og i konflikt med den såkaldte Køreplan for Fred i Palæstinakonflikten. Både palæstinenserne og israelerne fastholder, at de fortsat støtter køreplanen som grundlag for forhandlinger - men ingen af parterne har opfyldt dens betingelser. Palæstinenserne fortsætter deres terroraktiviteter, og Israel fortsætter med at udbygge de bestående bosættelser. Amerikanske protester taler for døve øren på begge sider. SHARONS OG Arafats politik er gensidigt forstærkende. Og mens Arafat venter på et udefrakommende mirakel, frygter Sharon udenlandsk indgriben. Så længe USA ikke beslutter sig for at gribe ind og Europa fortsat vælger at indtage den behagelige position som interesseret iagttager, er der ingen udsigt til en løsning - medmindre Arafat foretager en kovending. Det er i hans magt at presse Sharon fra offensiven i defensiven. Hvis Arafat fremsatte et forslag om fred bygget på Genèvekonventionernes principper og det ti år gamle arabiske fredsudspil fra Beirut, og hvis han samtidig indledte en antiterrorkampagne mod de yderligtgående palæstinensiske militser - så ville han have en reel mulighed for at underminere Sharons politiske position og fremskynde et valg i Israel. Men Arafat forstår ikke at udnytte den kendsgerning, at den israelske befolkning er modent til et regeringsskifte og til en fredsproces.