SPØRGSMÅLET om, hvor længe Danmark skal fortsætte med at deltage i den stadig mere blodige besættelse af Irak, stilles sjældent i den offentlige debat, og er næsten helt fraværende på Christiansborg. Det står i skarp kontrast til debatten forud for krigen, der delte Folketinget midt over. Årsagen er, at både krigstilhængere og modstandere har valgt at se fremad ud fra den betragtning, at hverken USA eller Danmark kan løbe fra det ansvar for Iraks fremtid, de nu har påtaget sig. »Når man ødelægger noget, så ejer man det«, som Colin Powell før krigen sagde til præsident Bush. Når man ser overordnet på spørgsmålet, er det da også svært at se noget alternativ til den plan for Irak, som FN's Sikkerhedsråd godkendte i forbindelse med udnævnelsen af den ny overgangsregering i juni. Den indebærer først og fremmest, at der skal afholdes valg om få måneder. Sker det, kan det principielt - og forhåbentlig i praksis - give en ny irakisk regering den indre legitimitet, den nu savner. FØR MAN låser sig fast på et tidsubegrænset militært engagement - for en nyvalgt regering kan man vel heller ikke svigte? - bør man dog også se på den faktiske udvikling. Volden i Irak eskalerer hele tiden. Og det er ikke bare terrorister og forskellige grupper af oprørere, der har ansvaret for det. De udenlandske styrker, herunder de danske, dræber ikke kun deres modstandere. Uskyldige og civile irakere bliver også fanget i krydsilden. Af de mange penge, USA og andre har afsat til Irak, er de fleste gået til militære formål, og det er kun lykkedes at bruge en meget lille del af resten. Genopbygningen er på mange områder gået i stå. Det er ikke kun dansk erhvervsliv, der i praksis har forladt landet. Halvdelen af den irakiske befolkning er arbejdsløs, og omverdenen, ikke mindst den arabiske, påvirkes af en jævn strøm af tv-billeder, der udstiller en blodig, amerikansk domineret besættelse. DER ER to afgørende spørgsmål, der bør stå i centrum af en dansk debat, forud for endnu en forlængelse af vores militære deltagelse: Er de udenlandske styrker en løsning på Iraks problemer, eller er de ikke også i stigende grad en del af problemet - altså årsag til den stigende vold? Hvor høj en pris i menneskeliv, og i mulig fremmedgørelse af offentligheden over for internationalt engagement i det hele taget, er danske politikere indstillet på at betale for den lagte linje? Debatten er uomgængelig og bør føres - om ikke andet så fordi den nødig skulle føres i panik, efter at noget er gået åbenlyst, tragisk og uafviseligt galt.