0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pollenvarsel

Den politiske kunst er tilbage.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DANMARKSPREMIEREN I GÅR på Michael Moores film 'Fahrenheit 9/11' demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at den politiske kunst er tilbage i centrum af samfundsdebatten. Årets vinder af De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes er et debatindlæg - nok nærmest imod den aktuelle amerikanske præsident - men er det nu sikkert?

Allerede ved prisuddelingen havde Cannes-komiteen travlt med at understrege, at palmerne gik til 'Fahrenheit 9/11' for dens kunstneriske kvaliteters skyld, ikke for dens politiske udsagn. Hvilket ikke hindrede højreorienterede kommentatorer i straks at blive grebet af stor vrede over den utilstedelige blanding af kunst og politik. Som om det ikke var lige netop dér, i et brændpunkt mellem kunst og virkelighed, fakta og fiktion, journalistik og fortælling, æstetik og etik, at det mest spændende sker i en lang række kunstarter for tiden.

PÅ TEATRET HER i landet har det hidtil mest markante eksempel været den herostratisk berømte Hamlet-forestilling på Det Kongelige, som aldrig blev til noget, fordi skuespillerne nægtede at gå på scenen sammen med en ung ikkeskuespiller, der var mongol. Dette stykke non-Shakespeare blev mange års mest debatskabende teater, men overalt på danske scener ser man nu tilløb til det politiske virkelighedsteater, som længe har været en helt dominerende form syd for grænsen.

Billedkunstens internationale avantgarde er også politisk. Og virkelighedsnær. Politiske performances, samfundskritiske installationer, debatskabende videoer er centrale udtryk. Nå ja: og dokumentarfilm.

Og på litteraturens område er det mere end nogensinde en kendsgerning, at den litteratur, der lever, det er den litteratur, som sætter problemer under debat. Citat sådan cirka: Georg Brandes.

MEN FORDI DER siden 1970'erne har været en sådan allergi her i landet mod enøjet og propaganderende politisk kunst, at der nærmest konstant har været pollenvarsel imod den, er det nu og her ikke rigtig gået op for kunst- og kulturlivets brede skarer, at det er dér, den ligger lige nu, at det er dér, der skabes og provokeres og nybrydes og inspireres: i den politiske kunst.

Men denne kunst anno 2004 er ikke hverken simpel, enstrenget, propagandistisk eller æstetisk gumpetung. Den er heller ikke nødvendigvis til at gennemskue, rent politisk. Hvilket ikke hindrer den i at være politisk - det vil først og fremmest sige: vedkommende.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere