JUNIBEVÆGELSEN ER I krise. Det er ikke i sig selv overraskende efter et valgnederlag, der har berøvet organisationen en stor del af dens økonomiske grundlag, et grundlag, der ironisk nok altovervejende består af støttemidler fra EU. Det virkelig interessante er, at krisen endelig har fået sat det paradoks, der gør bevægelsen til en omvandrende selvmodsigelse, på dagsordenen. Paradokset har et navn, nemlig Jens-Peter Bonde, JuniBevægelsens mangeårige reelle leder og nu eneste tilbageværende europaparlamentariker. Jens-Peter Bonde har i årevis levet et dobbeltliv. I Europaparlamentet optræder han som rutineret, engageret og kvalificeret parlamentariker. Alle EU's ledende politikere kender ham som en vidende og for det meste konstruktivt kritisk deltager i det tvær- og overnationale politiske arbejde i EU. Men i Danmark lever han og hans bevægelse af noget helt andet; usynlighed i lange perioder, kombineret med en helt central rolle, når der udskrives folkeafstemning om EU-spørgsmål. Så er Bonde pludselig en af landets ledende politikere, men med et facit, der i sagens natur hverken er parlamentarisk, konstruktivt eller kvalificeret. For facit er nej, uanset hvad der bliver spurgt om. DET ER FORBLØFFENDE, at Bonde har kunnet holde dette dobbeltliv kørende i så mange år, men nu er det formentlig slut. Hans forsøg på at lukke landskontoret for at bevare ressourcer i Bruxelles afslører hans egentlige prioriteringer. Det samme gør beslutningen om at lukke fremmedfjendske italienske populister ind i hans gruppe i Strasbourg. Bonde argumenterer pragmatisk-idealistisk: ved selv at tage italienere udelukker han de rigtige højreekstremister fra at nå op på fuld gruppestørrelse. Men det er jo så parlamentet og EU's ry, han kæmper for. Set fra et dansk skeptikersynspunkt ville det jo kun være en - propagandistisk - fordel, hvis højreekstremismen blev mere synlig i Strasbourg. I krisens stund har Bonde som europæisk politiker vundet over Bonde som dansk nejsiger. Det er sympatisk, men det er naturligvis ikke politisk holdbart. For Bondes vælgere har valgt ham som nejsiger, og demokratisk lever han derfor på en løgn. Det kan JuniBevægelsen næppe leve med.