NÅR MAN låser sig selv fast i en konflikt, der kun har dårlige løsninger, kalder man det en tragedie. Og en tragedie er det, at SF's hovedbestyrelse har gjort Margrete Aukens gruppevalg i Europaparlamentet til et stridsemne i stedet for at udnytte det som en positiv politisk markering. I sidste uge vedtog hovedbestyrelsen med det snævrest tænkelige flertal, og i centrale medlemmers fravær, at Auken skulle blive i den socialistiske GUE-gruppe og ikke skifte til De Grønne, skønt det bl.a. blev anbefalet af partiets formand, Holger K. Nielsen. Auken blev som bekendt i De Grønne, og nu står hovedbestyrelsen så med røde ører. Resultatet kan blive det værst tænkelige for SF. Principrytterne i hovedbestyrelsen går i rette med partiets populære medlem af Europaparlamentet, med partiformanden og ikke mindst med Aukens ganske mange personlige vælgere, for hvem hendes skift til De Grønne må være yderst velkomment. Det gør man vel ikke uden at have tænkt konsekvenserne igennem. Og de er ubehagelige. IKKE BLOT demonstrerer det mikroskopiske hovedbestyrelsesflertal sin afmagt og sin ringeagt for vælgerne. Det lægger også op til en ideologisk magtkamp, der meget let kan ende med, at SF endnu en gang melder sig på nejsiden, når partiet i næste måned begynder sine overvejelser for og imod den foreslåede EU-traktat. Hvis det bliver nej, fraskriver partiet sig den nøglerolle, det havde i forbindelse med Maastrichtforhandlingerne, og det gør sig umuligt hos den store del af partiets vælgere, der efterhånden har forstået, at EU er en medspiller i mange af partiets mærkesager, ikke mindst miljøet. DET HELE er så meget desto mere ubegribeligt, da der ikke er den helt store forskel på holdningerne i GUE-gruppen og De Grønne i Europaparlamentet - bortset fra at De Grønne, som navnet siger, er mere ihærdige i miljøspørgsmål. Men GUE rummer politiske grupperinger, der ikke ganske har afvasket sig deres stalinistiske fortid, og netop her burde SF, der blev til i kampen mod den danske stalinisme, kunne udnytte Aukens skift til en stilfærdig, men tiltrængt markering, der kun ville have givet partiet sympati. I stedet er alt tabt på gulvet i en ørkesløs kamp om, hvem der styrer partiet. Partiformanden er enig med Auken. Selvfølgelig. Men han magter ikke at afslutte en ødelæggende strid, der også lidt handler om, hvorvidt man tør give vælgerne lidt kredit for deres stærke opbakning bag Aukens kandidatur.