DET KAN GODT hænde, at Yassir Arafat ikke er mere korrupt og magtfuldkommen end mange andre politikere i Mellemøsten, men det taler ikke til hans fordel. I den seneste uge har vi kunnet læse historier om, hvordan interne kampe blandt palæstinensere i Gazastriben har efterladt PLO's formand og præsidenten for det palæstinensiske selvstyre i en meget ubehagelig knibe. Et er, at palæstinenserne står over for en israelsk besættelsesmagt, noget andet er den kamp, de står over for i konfrontationen med Yassir Arafat og hans inderkreds. At tale om, at den palæstinensiske politiske elite har beriget sig på den almindelige befolknings bekostning, er ikke en overdrivelse, og det er heller ikke grebet ud af den blå luft, at Arafats styre er så enerådigt og diktatorisk, at det effektivt har kvalt ethvert opløb til reelle politiske reformer. Det står i stigende grad klart, at Arafats transformation fra terrorist til statsmand nok er foregået af navn og i et vist omfang også af gavn, men uden at han har lært - eller vil vide af - statsmandens første forpligtelse: folkets ve og vel. Situationen illustreres meget passende af, at FN's mand i området, nordmanden Terje Rød-Larsen, som ikke just er populær hos israelerne, nu er blevet forment adgang til Gaza, fordi han i en ny rapport har kritiseret Arafats ledelsesstil og mangelfulde initiativer. NÅR ARAFAT bliver afkrævet forandringer, reagerer han ved at foretage åbenlyse forkerte valg, som da han udpegede sin notorisk korrupte fætter til øverste leder for sikkerhedsstyrkerne, efter at den hidtidige korrupte og voldelige chef var blevet krævet sat fra bestillingen. Den 74-årige formand er ikke alene ved at miste grebet om en del af sin magtbasis, han synes også at have forskertset den udbredte tillid, han tidligere nød blandt palæstinenserne. Arafat indgød sit hårdt prøvede folk håb, mens PLO befandt sig i eksil, men efter at selvstyremyndigheden var blevet en realitet - om end med fortløbende vanskeligheder som følge af besættelsen - har han demonstreret svigtende dømmekraft og ringe lydhørhed. Med udsigten til Israels tilbagetrækning fra Gaza forsvinder Arafats sikreste undskyldning for at iværksætte forbedringer. Det gavner ikke fredsbestræbelserne, herunder elimineringen af terror imod Israel, at palæstinenserne er splittet indadtil. De må samles, men forhåbentlig omkring en både mere moderat og driftsikker skikkelse end Arafat. Konflikten er gået i hårdknude, men den bliver ikke bedre af Arafats tilstedeværelse. Han vil - langt om længe - være sit folk en god tjener, hvis han trækker sig.