FRANKRIG HAR nu meldt sig blandt de EU-lande, der vil lægge den foreslåede EU-forfatning ud til folkeafstemning. Den franske afstemning kommer næste efterår og ligger dermed før den annoncerede britiske. Resultatet af den franske afstemning kan således blive retningsgivende for forfatningens skæbne. Men desværre sank den franske debat for eller imod EU-forfatningen allerede inden præsident Jacques Chiracs meddelelse i onsdags ned i et morads af indenrigspolitiske rævekager, der truer med fuldstændig at formøble det større og i denne sammenhæng væsentligere europæiske perspektiv. Socialistpartiet vil således forbeholde sig sin stillingtagen helt frem til folkeafstemningens udskrivelse, og ledende kræfter i partiet har allerede udtrykt deres betænkelighed, ja nærmest kvalme ved at skulle stemme ja til en forfatning, som landets borgerlige præsident går ind for. DET ER rendyrket partitaktik. Bedre bliver det selvsagt ikke af, at der er en velbegrundet mistanke om, at Chiracs beslutning om en folkeafstemning lige præcis sigter på at splitte Socialistpartiet forud for det næste præsidentvalg, hvortil han trods sin høje alder kan tænkes at kandidere endnu en gang. Uanset om det måtte blive et ja eller et nej ved folkeafstemningen, hvor et ja dog trods alt fortsat er det mest sandsynlige, forekommer det nemlig næsten utænkeligt, at franskmændene vil betro landets præsidentpost til en mand (eller kvinde), der har sat sig i spidsen for en antieuropæisk kampagne og stemt nej sammen med den racistiske højreekstremist Le Pen. Frankrig er trods alt en grundpille i det europæiske samarbejde. DETTE MORADS af EU uvedkommende indenrigspolitisk mudderkastning er afslørende for den europæiske krise, som ikke kun Frankrig er ramt af. Politikere uden det udsyn, der prægede de bedste af deres forgængere, pukker på de mest snæversynede nationale interesser (herhjemme lægger regeringen f.eks. vægt på at kunne fastholde en fremmedpolitisk undtagelse, der krænker internationale konventioner). Den nationale egoisme er i højsædet. Hovedretningen er ikke længere, hvad det europæiske fællesskab kan gøre for os alle sammen, skønt det var et så vigtigt tema for EU's østudvidelse. Nu er der kontant afregning ved kasse 1: Hvad gør EU for mig? Hvis man ikke evner at gøre EU til det afgørende spørgsmål ved en folkeafstemning, hvorfor så overhovedet afholde den?