EUROPARÅDETS menneskerettighedskommissær rettede i sidste uge en alvorlig kritik mod udlændingelovgivningen. Hovedproblemet er de mange angreb på retten til at være sammen med sin ægtefælle her i landet og på retten til at holde en familie samlet. Europarådet konstaterer, at dansk lovgivning på dette område dels undergraver princippet om lighed for loven, dels i praksis medfører brud på basale menneskerettigheder. Integrationsminister Bertel Haarder har i et tonefald, der er en bananrepublik værdigt, kaldt kritikken for 'vrøvl'. Og gentaget sit mantra om, at alle konventioner er overholdt. Haarders argumentation på det punkt er desværre så tynd, som tænkes kan. I flere tilfælde er hovedreglen i dansk lovgivning nemlig i strid med konventionen. Men der findes mulighed for dispensation. Og det er takket være denne dispensationsbestemmelse, at Haarder kan hævde, at hans udlændingepolitik ikke nødvendigvis er i strid med konventionerne. Embedsmændene kan - teoretisk set - i hvert enkelt tilfælde redde ham på målstregen. Som forsvar for en stærkt problematisk lovgivning er det ærligt talt ynkeligt. Og i praksis ved vi desværre, at de administrative skøn i Danmark på dette område er mindre og mindre humane. SÅ VIDT substansen. Den måde, Bertel Haarder reagerer på, er et selvstændigt problem. Europarådet er ikke nogen fjendtlig magt, og dets menneskerettighedskommissær er ikke sat i verden for at genere Bertel Haarder. Når det fremsætter en konkret, detaljeret og foruroligende kritik, er det noget, en dansk minister burde tage alvorligt. I stedet råber Bertel Haarder 'vrøvl', ja, han går så vidt som til at lufte sine fordomme om spaniere i al almindelighed og menneskerettighedskommissæren i særdeleshed. Desværre er ministeren en del af et mønster. Det er flere år siden - og det begyndte allerede under den tidligere regering - at danske politikere fik for vane blankt at afvise kritik fra international side. For det store flertal af indbyggere her i landet er det danske samfund stadig både velfungerende og humant, og langt at foretrække - hvis man ellers ser bort fra klimaet - frem for mange andre lande. Men når det gælder menneskerettigheder og retssikkerhed, skal et samfund i sagens natur måles på sine svageste punkter. Den sørgelige sandhed er, at Danmark er på vej mod en europæisk bundplacering, når det gælder mindretal, åbenhed og tolerance. Integrationsministerens skingre og skråsikre forsvar for en politik, som et flertal i Folketinget desværre står bag, er et billede på, at vi er blevet et land, der i stigende grad har ondt i samvittigheden. Eller burde have det.